Fortsæt til indhold

"Husk at tømme blæren hjemmefra!"

Fredag giver Mads Langer en helt særlig drive-in-koncert i Aarhus, og dagen efter hopper Thomas Buttenschøn op på scenen

Samfund
Arkiv

Det bliver bestemt ikke en helt normal udendørs sommer-koncert, som dem man kan opleve på landets festivaler, når Mads Langer og Thomas Buttenshøn står for de første drive-in-koncerter i Aarhus. Der bliver nemlig ikke en stor, tæt crowd af feststemte mennesker, og der er heller ikke mulighed for sådan lige at komme på toilettet. For koncerten kommer til at foregå på en stor plads, hvor publikum sidder i deres biler, som holder i sikker afstand af hinanden.

På P-scenens hjemmeside er der lagt en tekst op, som forklarer, hvordan koncerterne kommer til at foregå, og her bliver det blandt andet forklaret, hvordan toiletmulighederne er på pladsen under en koncert.

"Det er i udgangspunktet ikke muligt at komme på toilet, når du først er kommet ind på pladsen. Husk derfor at tømme blæren inden du kører hjemmefra! I nødstilfælde kan man ved henvendelse til en parkeringsvagt blive henvist til vores toiletfaciliteter," står der blandt andet på hjemmesiden.

Scenen er etableret i anledning af coronakrisen, som har afskåret danske kunstnere fra at optræde live foran et større publikum.

Åbningskoncerten med Mads Langer finder sted fredag fra klokken 17.30 til 18.30. Dagen efter optræder Thomas Buttenschøn fra klokken 15 til 16.

Koncerterne kan desuden høres via bilradioen, når man er på koncertpladsen. Lyden bliver nemlig sendt ud på en FM-frekvens, som man dermed kan tune ind på i bilen.

Derudover er der forskellige zoner, man skal holde parkeret i, alt efter hvor høj ens bil er.

P-scenen er etableret af det aarhusianske eventbureau Front of House i samarbejde med Aarhus City Forening.

Praktisk information og alle retningslinjer ved drive-in-koncerterne i Aarhus kan læses på P-scenens hjemmeside.

jwh