Præsteklumme: Gi' mig hverdagen tilbage!

Præsteklumme Hvem skulle nu have troet det? At et helt folk kunne længes efter hverdagen. Normalt, taler vi om, at vi ser frem mod weekenden. Dage uden vækkeur, møder, faste rammer og med tid til fred og fordybelse. Til at gå i kirke – i hver vores kirke – nogle i naturen, nogle i haven, andre ind i nogle af Danmarks mange kirkebygninger. Weekenden er i hvert fald for alle – uanset – tid til frihed, fordybelse og fokus. Og pludselig kommer der et virus ind fra højre og giver os al den frihed, vi hidtil har sukket efter.

Pas på, hvad du ønsker dig

Som med alle ting, man ønsker sig – så skal man passe på, for man risikerer at få det. Og denne frihed var slet ikke den frihed, som vi drømte om: For op mod 50.000 blev det en frihed uden job og uden løn. For de fleste af os, var den en frihed uden andre mennesker – uden mulighed for fællesskab. Friheden blev fravær.

Fravær fra nærvær

En professor fra Dansk Byggeforskningsinstitut konkluderede i 2018 i en stor undersøgelse, at danskerne elskede deres sommerhus. Når vi har brug for at trække stikket, så tager vi i sommerhus. Og hvorfor nu det? Jo, det afgørende var noget ikke eksisterende, kan man sige. Nemlig fravær. Fravær af støj, fravær af plads, fravær af underholdning, af telefoner, computere, forpligtelser – fravær af hverdagsliv. I den undersøgelse blev sommerhuset et billede. Et billede på et sted, hvor man tager uret af og glemmer sit arbejde.

Nærvær før fravær

Det er en gammel talemåde, at man ikke ved, hvad man har, før man mister det. Og sådan er det nok med vores gode, gamle hverdag, den passede os som et par velsiddende bukser og et par tilpas udtrådte sko – vi bemærkede den ikke – men den gjorde vores liv til det, det var; Et liv i fællesskab – alle slags fællesskaber – omkring et nadverbord, et mødebord, et havebord, et spisebord eller et bord med øl på – alle de steder, hvor vi samles for at opleve, at vi er sammen. Snart – forhåbentligt meget snart – vil vi igen kunne mødes. Vi vil igen kunne genoptage vores almindelige liv og så er det mit håb, at vi har draget den lære af situationen, at vi ser hvor velsignede vi er i vores helt almindelige hverdagsliv med hinanden. Uden fravær, men med masser af nærvær.