Fortsæt til indhold

Sådan bliver du en vaskeægte klimahelt

Den store klimabog afdramatiserer en del af klimaangsten og hjælper i stedet børn til at forstå klimaudfordringen, hvorfor den er opstået, og hvorfor vi kan og skal løse den

Samfund
Arkiv

'Den Store Klimabog' gennemgår klimaets historie, klimakampens helte og skurke og viser vejen til, hvordan man selv kan blive en klimahelt og opmuntrer derved til handling. Den store klimabog er bogen til de børn, der vil vide alt om klimaet, og som også selv vil gøre noget for at passe på vores jord.

Før alt begyndte at handle om corona, var klimaforandringerne det som absolut fyldte mest i medier, med skovbrande, forbrændte koalaer, vintre uden sne, trusler om kommende klimaarmageddon osv. Meget af mediernes kommunikation er et forsøg på at få voksne til at forstå alvoren og handle på den, derfor bliver det ofte ved den meget dramatiske retorik. Men den kommunikation, hører og ser børn også hver eneste dag, og de vil komme til at høre endnu mere om det, så snart der er mere styr på corona.

"Vi skrev 'Den Store Klimabog' på en forklarende, afdramatiserende og inkluderende måde, som skal klæde børn på til at forstå klimaforandringerne, hvad vores roller er hver især og ikke mindst mægtiggøre dem, så de kan etablere deres eget rum for handling og ikke føle afmagt og angst, der som regel er følelser man ikke kan handle på. Der er desværre flere og flere børn der begynder at føle klima- og måske i det hele taget fremtidsangst, og vores bog vil rigtig gerne komme denne følelse til livs, da den ikke fører noget godt med sig," fortæller Anne Fenger Schefte, som har forfattet bogen sammen med Anders Nolting Magelund.

Hvorfor en bog om klima til børn?

"Børn i Danmark ved godt, at truslen findes, de følger Greta Thunberg, tager til demonstrationer osv. Men der findes meget lidt materiale, der grundigt, nuanceret, og i øjenhøjde delagtiggør dem i udfordringen. Det er det, vi forsøger på med bogen. Det er vigtigt at give børn en grundforståelse af klimaet, fordi det er dem, der skal leve med konsekvenserne af klimaforandringerne."

Bogen giver børn muligheden for at blive klogere på klima og blive en vaskeægte klimahelt. Pressefoto

Hvordan foreslår I, at man taler med børn om klimaet?

Det kommer meget an på deres alder, hvor meget de interesserer sig for klimaet osv. Men overordnet set handler det om at give dem viden og understrege, at det altså ikke er verdens undergang, men trods alt noget der giver store udfordringer i fremtiden. Desuden er det enormt vigtigt, at man er faktabaseret.

Hvad er en klimahelt?

Alle børn kan blive det, for det kræver bare at man laver om på nogle rutiner, at man taler med sine forældre og venner om det, men det kræver måske først og fremmest at man faktisk ved hvad klimaforandringerne er. Vi ville som samfund nå meget længere hvis alle havde den basale viden, og her er børn fantastiske til at tilegne sig viden og måske få flere voksne, politikere og ledere til at lytte? Så er man faktisk allerede en klimahelt i vores øjne.

"Den Store Klimabog”, udgives af Politikens Forlag 23. april.