Fortsæt til indhold

Aarhus Teater aflyser forestilling i Thorsø

En forestilling i en lejlighed i Thorsø er aflyst på grund af corona-virussen

Samfund
Michael Wulff

THORSØ En meget anderledes forestilling med skuespillere fra Aarhus Teater, som skulle foregå i en lejlighed på Tjørnevej i Thorsø er blevet aflyst.

'Et Dødsbo' hed forestillingen, der skulle handle om en kendt Thorsø-borger, Viggo Amby Christensen, der døde 2. januar i år. Han blev 89 år og døde, da han var på vej hjem efter at have handlet hos købmanden i Thorsø, fortæller den ene af sønnerne, Tom Amby.

"Teatret skulle have interviewet mig og min bror John her sidst i april for at skabe stykket, som skulle spilles i lejligheden her i Thorsø," fortæller en skuffet Tom Amby.

Uberørt lejlighed

Idéen var, at publikum - i et antal af 20-25 per forestilling - skulle ind i lejligheden og høre skuespillerne fortælle om Viggo, som var de selv de efterladte.

'Et Dødsbo' skulle have været opført i maj og juni i den uberørte lejlighed. Nu bliver den i stedet overdraget til den nye lejer 1. juli.

"Vi ville gerne have givet vores far det eftermæle, men også her ramte coronaen," siger Tom Amby.