Ny aftale sikrer ekstra hjælp til mennesker med handicap
Hjælp Regeringen og folketingets partier er blevet enige om en ny aftale om initiativer for cirka 215 mio. kroner til hjælp for sårbare og udsatte grupper i forbindelse med COVID-19. På baggrund af aftalen er det lykkedes at etablere tre nye partnerskaber bestående af civilsamfundsorganisationer, myndighedsrepræsentanter og andre interessenter, ligesom der iværksættes en række tiltag, som skal modvirke ensomhed, sårbarhed og mistrivsel hos udsatte grupper. Et af partnerskaberne fokuserer på mennesker med handicap.
"Mange mennesker med handicap føler sig ensomme, fordi deres hverdag er forandret og mange er afskåret fra de steder, som normalt danner rammen om deres sociale fællesskaber. Samtidig er mange mennesker med handicap yderst sårbare overfor smitte og smittespredning. Derfor er det altafgørende, at vi med denne aftale får taget hånd om og udarbejder konkrete strategier for at modvirke ensomhed under COVID-19”, udtaler Handicapordfører Daniel Toft Jakobsen (S).
Blandt andet afsættes 24,5 millioner kroner til Danske Handicaporganisationer. Pengene skal blandt andet bruges til at igangsætte opsøgende indsatser med bedre information om smittefare og til at afholde sociale aktiviteter, der kan understøtte, at mennesker med handicap kommer tilbage til hverdagen og fællesskabet.
csj