"Nye toiletter har vi ønsket os længe"
Søndervangskolen er en blandt flere skoler i syd, der prioriterer at renovere toiletter med de millioner, byrådet for nylig afsatte for at afbøde corona-krisen
Renovering På Søndervangskolen får man nu skjult rørføring og væghængte toiletter til 0.-3.klasserne. De cirka 200 elever, som hver dag bruger disse faciliter, kan dermed se frem til en opgradering. Også de ældste klassers toiletter får en opgradering og bliver nu helt lukkede, så der ikke længere er fritstående vægge omkring.
Skolen har valgt at prioritere de 750.000 kroner, den har fået som led i kommunens fremrykning af anlægsinvesteringer under corona-krisen, til bedre toiletforhold.
"Det er jo noget meget basalt, men det betyder rigtig meget. Og særligt i vores skole, der jo er en heldagsskole, hvor børnene er fra klokken 8 til 16. Det øger virkelig kvaliteten af skoledagen," siger Martin Bernhard, der er viceskoleleder på Søndervangskolen.
Aarhus Kommune har bedt de enkelte skoler, dagtilbud og fritidstilbud om selv at komme med bud på, hvor pengene skulle bruges.
Ikke bare Søndervangskolen, men også Holme Skole, Beder Skole, Højvangsskolen, Mårslet Skole og Rundhøjskolen nævner toiletter, som et af de steder, pengene skal falde.
"Det har været et ønske for os længe, så vi var ikke i tvivl, da udmeldingen kom, om at vi ville prioritere toiletforholdene. Vi har jo også generelt fået et øget fokus på god hygiejne ved håndvask og toiletbesøg. Det skal kunne foregå lige så ordentligt her, som det kan derhjemme," siger Martin Bernhard.
En forskønnende dråbe
Til spørgsmålet om hvorvidt pengene rækker til de renoveringer, skolen gerne vil lave, svarer Martin Bernhard:
"I det store hele er det her blot en dråbe i havet, men den forskønner der, hvor den falder. Og vi kan altid bruge meget mere."
Generelt er Søndervangskolens bygninger dog i god stand, understreger viceskolelederen:
"V har gennem årene prioriteret de fysiske rammer, men nu kommer vi ud i nogle hjørner, der gør, at hverdagen fungerer endnu bedre," siger Martin Bernhard.
De nye toiletter på Søndervangskolen forventes at kunne tages i brug til 1. august.