Del tro, håb og kærlighed - mens vi venter

Klumme Højtider og fester giver os noget at se frem til, noget at samles om, noget at mindes. De giver os energi, så vi kan klare hverdagen igen. Men hvad gør vi, når denne længe ventet festdag pludselig bare skal være en helt almindelig dag?

Der er dage, man aldrig glemmer. En af dem er konfirmationsdagen. En dag hvor kirken bliver fyldt af smukke unge mennesker med charme, selvtillid og lækkert hår. Konfirmationen er en familiefest - men den er også en kirkefest. En dag hvor vi mærker vores taknemmelighed over, at disse unge mennesker findes og er, som de er. De har så meget liv der skal leves, så meget håb, så meget kærlighed, og så meget at kæmpe med.

Hele Danmark glæder sig når foråret pibler frem og flagene vejrer hos venner og naboer. For konfirmationen er også en folkefest, disse unge mennesker betyder mere for os end de aner.

Danmarks ungdom har i de sidste to måneder rettet ind ligesom resten af samfundet. De har ændret på deres hverdag og de har givet afkald på meget. De sulter ganske vist ikke, de har tøj på kroppen og for det meste også en mobil i hånden. Men telefoner kan ikke gøre det ud for ægte menneskelig kontakt. De unge er af omstændighederne blevet berøvet vigtige dele af deres sociale liv - venner, skole, fritidsaktiviteter.

Dagene flyder sammen, der er ikke den store forskel på hjemmeskole og fritid- aftener hjemme, hverdage og weekender hjemme.

Oven i alt det har årets konfirmander måttet acceptere, at deres store festdag er udskudt. Konfirmationen må vente. Kulminationen af lang tids planlægning, undervisning og forventningsglæde er sat på stand by på ubestemt tid.

Det er på disse tidspunkter, vi særligt må tænke på hinanden og gøre en indsats for at holde håbet oppe.

Som mennesker har vi brug for at der er forskel på hverdag og fest. Vi har brug for de små holdepunkter, som gør, at dagene ikke er ens. Vi har brug for milepæle, der giver livet retning og mening.

Derfor opfordrer jeg til at man på ikke-konfirmationsdagen flager for hinanden. Jeg vil som præst køre ud til konfirmanderne med tro, håb og kærlighed i form af omsorgsposer med en hilsen, et krammekors (tro), slikregnbuer (håb), og et brev blomsterfrø (kærlighed). Konfirmanderne kan så frøene nu, så vil de blomstre til deres konfirmation.

For selvom meget er anderledes, end vi havde forestillet os, vil vi tænke på hinanden på denne dag. Det er omtanken der binder os sammen, uanset om vi må være fysisk sammen eller ej. Vi hjælper hinanden igennem denne tid. For det er sådan med troen, håbet og kærligheden, at de alle tre kun vokser, hvis de bliver delt.