Fortsæt til indhold

"Al tillid og troværdighed er væk"

Borgere på Dalvangen kalder kommunens afholdelse af virtuelt møde om omstridt byggeri af busholdeplads i Højbjerg for uprofessionelt og useriøst

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Demokrati Beboerne på Dalvangen i Højbjerg kritiserer i skarpe vendinger Aarhus Kommunes virtuelle måde at møde borgerne på i en omdiskuteret sag om etablering af en busholdeplads.

På grund af corona-krisens restriktioner kunne Aarhus Kommune ikke afholde et fysisk borgermøde om byggeriet, som ellers var planlagt til 16. marts. Derfor blev der den 12. maj afholdt et virtuelt af slagsen.

Det var dog et dybt skuffende møde for Erik og Tove Svejgaard, der bor på Dalvangen 53, og i gennem et halvt år har kæmpet mod byggeriet af den nye busholdeplads.

"Det mindede mig om et dårligt instrueret dilettant-teater. Der manglede fuldstændig scenografi. Man så ikke altid, de personer, der talte. Dem man så, talte ikke ind i kameraet, der var modlys, så ansigter var i skygge, og man glemte at tænde mikrofoner. Det var virkelig uprofessionelt," siger Erik Svejgaard.

Sagen om byggeriet af en busholdeplads mellem Emiliedalsvej og Hørhavevej i Højbjerg begyndte i oktober sidste år, da naboer på Dalvangen blev overrasket over, at der pludselig blev fældet gamle træer på stedet. Det viste sig, da borgere undersøgte sagen nærmere, at kommunen ikke havde lov til at opføre en busholdeplads på stedet. Der manglede en dispensation fra en gammel byplanvedtægt, ifølge hvilken området skulle være et rekreativt område. Byggeriet blev derfor stoppet i begyndelsen af december.

Siden da har gravemaskinerne stået stille. Kommunen har i januar gennemført en nabohøring og nu altså et borgermøde.

Erik Svejgaard undrer sig over, at der efter lang tids stilstand nu skulle gennemføres et virtuelt møde.

"Det undrer mig meget, at man vælger at lave et virtuelt møde i en sag som denne, hvor der er fremsat så kraftig kritik," siger Erik Svejgaard, der efter mødet var meget utilfreds med de oplæg og de svar, kommunen kom med.

"Det virkede bare ikke. Der var en moderator, som skulle sørge for at stille de spørgsmål, vi tilhørere kunne skrive ind i chatten undervejs, men der var jo ingen mulighed for at følge op på svarene, og det var ikke vores indtryk, at vores spørgsmål blev ordentligt besvaret. Al tillid og troværdighed er væk," siger Erik Svejgaard.

Han undrer sig også over, at der i indkaldelsen blev skrevet 'virtuelt borgermøde' men overskriften på mødet var 'informationsmøde':

"Det er jo meget sigende for kommunens manglende interesse for dialog med borgerne. Forvaltningen har den aktive rolle, og vi bliver sat i en passiv rolle. Det kan aldrig blive en ligeværdig dialog."

Det mest optimale

Aarhus Kommune mener dog, at afholdelsen af det virtuelle borgermøde forløb godt.

"Det var mit første møde af den her slags, og vi håber på forståelse. Den virtuelle løsning var ikke optimal, men det var det bedste, vi kunne gøre," siger Martin Pape, der er afdelingsleder i Mobilitet, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

Man kunne have udskudt det, til forsamlingsforbuddet på 10 personer er ophævet?

"Så vil det sandsynligvis først blive efter sommerferien, og så synes vi, det bliver meget lang tid, sådan et halvfærdigt anlæg skal stå."

I ændrede titlen fra borgermøde til informationsmøde - hvorfor?

"Det kan godt være, at titlen var en anden på mødet, men det blev egentlig ikke ændret. Formålet var hele tiden at informere om den påtænkte afgørelse. Det var ikke for at kaste det hele op igen."

Han understreger, at der ikke er et lovkrav om, at kommunen skulle afholde et borgermøde.

"Det var noget, vi valgte i den her situation. Der er ikke noget lovkrav om det, men i lyset af den korrespondance, der har været, så ville vi informere om den påtænkte afgørelse og give mulighed for, at der kunne komme nye ting på bordet. Det var udelukkende et informationsmøde om, hvad der er sket, og det, vi påtænker, skal ske," siger Martin Pape.

Når det nu er en sag, hvor mange borgere er utilfredse, er den virtuelle facon vel ikke den bedste måde at høre borgerne på?

"Vi sigtede efter, at alle kunne komme til orde, og det kan man i Teams, hvor man kan stille spørgsmål i chatten."

Men det er svært at stille opfølgende spørgsmål...

"Der var også en opfølgende mulighed for spørgeren. Det er nu engang det redskab, vi har."

Der er kritik af, at flere af oplægsholderne ikke kiggede i kameraet, glemte at tænde mikrofonen og sad i modlys. Har I afviklet det professionelt nok?

"Jeg kan ikke helt genkende, at det skulle være uprofessionelt. Vi sidder hjemme i vores stuer, for vi er hjemsendt. Vi har ikke haft mulighed for at være på kursus i det her. Det er ikke tv-avisen. Jo, selvfølgelig er formen vigtig, men indholdet er det vigtigste, og jeg synes, vi har lyttet og været grundige og nøje undersøgt alle de alternative forslag, der har været stillet. Jeg synes i den grad, det er gjort professionelt nok. At man ikke kigger i kameraet, har mindre betydning, synes jeg," siger Martin Pape.

Der kom omkring 40 høringssvar, da byggeriet var i høring i januar. På det virtuelle møde deltog 15 personer.

Aarhus Kommunes afdeling 'Byggeri, Juridisk Service' gav tre dage efter informationsmødet dispensation til byggeriet, der nu kan fortsætte.