Fortsæt til indhold

Her er vinderen af Kammeratskabsprisen 2020

5.D på Engdalskolen løb med årets Kammeratskabspris, som blev uddelt for andet år i træk

Samfund
Kim Skovrup Andersen

Afgørelse Årets kammeratskabspris - som Lokalavisen Aarhus uddeler i samarbejde med Børne- og Ungebyrådet samt Aarhus Kommune - går i år til 5.D på Engdalskolen i Brabrand.

Det blev afsløret fredag formiddag, da en delegation bestående af børne- og ungeborgmester Alberthe Anna Jarvig, rådmand Thomas Medom (SF) og Lokalavisen Aarhus-redaktør Camilla Kjærgaard Olesen overraskede eleverne og klasselærer Mariann Mors Mikkelsen midt i en hjemkundskabstime på Brabrandskolen.

(Artiklen fortsætter under tv-indslaget)

Indslag produceret af Palle Hansen, TV Aarhus

De blev alle lokket med udenfor, hvor dommerkomitéen ventede med konfetti, diplom og en check.

Prisoverrækkelsen skulle oprindeligt have fundet sted på Aarhus Rådhus sidst i april, men i disse corona-tider valgte juryen i stedet at troppe op hos vinderne af prisen, som blev uddelt for andet år i træk.

5.D og deres klasselærer blev sendt på velfortjent weekend med rosende ord og 15.000 kroner til klassekassen.

"Det betyder rigtig meget at have nogle klassekammerater, man kan li' at være sammen med. Det betyder rigtig meget for, at man har det godt," sagde Thomas Medom i sin tale.

Dommerkomitéen klapper af 5.D. Fra venstre mod højre børne- og ungeborgmester Alberthe Anna Jarvig, rådmand Thomas Medom (SF) og Lokalavisen Aarhus-redaktør Camilla Kjærgaard Olesen.

5.D på Engdalskolen og klasselærer Mariann Mors Mikkelsen får årets pris, fordi klassen på forespørgsel fra centerrådet på Brabrand Lokalcenter tog imod et tilbud om at invitere 15 pensionister til hjemmelavet middag på skolen. Til stor glæde for alle parter.

"Det, I har gjort med at invitere nogle ældre fra lokalcentret til middag her på skolen er simpelthen fantastisk. Det er virkelig en fin idé, og det virkede til, at alle havde en helt vild god oplevelse ud af det. Det er enormt prisværdigt," lød fra Camilla Kjærgaard Olesen.

Børne- og ungeborgmester, Alberthe Anna Jarvig, roste også Brabrand-elevernes initiativ:

"Det er rigtig sejt og flot at se, at de har inviteret ældre ind på skolen. Jeg synes, det har været mega fedt at sidde i juryen og se alle de forskellige formaer for kammeratskaber, der findes her i kommunen. Det er meget inspirerende. Og som børne- og ungeborgmester bliver jeg faktisk lidt stolt," lød det fra hende.

Klasselærer Mariann Mors Mikkelsen med diplomet som synligt bevis på prisen. Hun er omgivet af sine elever og dommerkomitéen.

Det var en tydelig bevæget klasselærer; Lokalavisens udsendte mødte kort efter prisoverrækkelsen:

"Jeg bobler indeni, fordi jeg er så glad og meget rørt. Jeg skal snart sige farvel til 5.D, når det bliver sommerferie. Så jeg er i forvejen lidt porøs, fordi jeg er så ubeskriveligt glad for denne her klasse. Så at vi lige skulle slutte af med denne her pris, kan jeg slet ikke beskrive. Jeg er så stolt, og det er så fortjent," sagde Mariann Mors Mikkelsen.

Et returbesøg på ældrecenteret er endnu ikke blevet til noget.

"Det er i støbeskeen, og det er på grund af corona, at vi endnu ikke har været afsted. Men vi skal helt sikkert derned, for det var sådan en givende og dejlig dag, sidst vi var sammen på tværs af generationer," fortalte klasselæreren for 5.D.