Fortsæt til indhold

Der er mange penge at spare i at droppe en Aarhus Ø-letbane

"Nu bliver der måske en chance for, at den kollektive trafik også kan tilgodeses i yderområderne i vores by," skriver Knud N. Mathiesen (DF)

Samfund
Knud N. Mathiesen, byrådsmedlem for DF; Sigridsvej 32, Brabrand

Det er en dejlig oplysning, at letbanen til Aarhus Ø er sat i bero. Det tyder på, at fornuften er ved at sejre. Nu må vi bare håbe, at også det vil ske ved etape 2.

Det er jo mange penge, man kan spare ved at gennemføre BRT-busser og almindelige el-busser, og så vil den kollektive trafik have en chance for at kunne komme ud i hele kommunen.

Fjernvarme-forbrugerne vil også spare rigtig mange penge, når man kan slippe for at flytte fjernvarmerørene ved Vester Allé, en regning på flere hundrede millioner kroner. Ved første etape brugte man 100 millioner kroner på at flytte fjernvarmerør - det kostede en gennemsnitshusstand 800 kroner i takststigninger.

Ved etape 2 skal vi formentlig gange det med tre eller fire, og det er også for de familier, som formentlig aldrig kommer til at køre med en letbane i midtbyen.

Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), og borgmester Jakob Bundsgaard (S) er på et møde den 27. maj blevet enige om at udskyde letbanen på Aarhus Ø. En beslutning, vi i Dansk Folkeparti er meget tilfredse med, og vi håber selvfølgelig på, at den ikke kommer ud af remisen igen.

Ddet er en god beslutning, når undersøgelser, som er foretaget blandt andet i Nørreport-krydset, viser at man i spidsbelastningstidspunkter kan komme op på 44 til 48 letbanetog i timen. Det vil jo stoppe al trafik på kystvejen, også selv om færgen snart flytter.

I dag kan man risikere at holde i krydset op til fem minutter, hvor der i dag kommer op til 32 letbanetog i timen på spidsbelastningstidspunkterne, så det er jo klart, at hvis det øges til 48 tog i timen, vil krydset stort set være lukket i det tidsrum. Det vil de mennesker, der har købet dyre lejligheder på Aarhus Ø ikke kunne være tilfredse med, og slet ikke dem, der kører i bil.

Andre mennesker, som har behov for at komme til virksomhederne på Aarhus Ø, kan heller ikke leve med, at en af vejindgangene til bydelen bliver blokeret af en letbane, og for de mange tusinde mennesker, der skal til deres bolig, vil det være ganske urimeligt.

Dansk Folkeparti har for flere år siden anbefalet at afprøve førerløser biler på denne strækning. Det synes jeg, man skal arbejde videre med, også selv om det forslag, der er kommet fra Midttrafik om en udvidelse af busbetjening, ser fornuftigt ud. Men det skal ikke standse en tanke med at afprøve førerløse busser.

Men uanset hvilken trafikform, man vælger, ligger der store besparelser i vente, hvis man dropper letbanen til Aarhus Ø. Den seneste pris ligger på mindst 117 millioner eller mere for en letbane på 1,2 kilometer. Det får man trods alt meget kollektiv trafik for i Aarhus. Nu bliver der måske en chance for, at den kollektive trafik også kan tilgodeses i yderområderne i vores by.