Fortsæt til indhold

Giv den gas som superhelt i Favrskov

Det Virtuelle Helteløb finder sted i weekenden 13. - 14. juni over hele landet

Samfund
Arkiv

FAVRSKOV Snør dine løbesko og løb afsted som en ægte superhelt, når Legeheltene afholder Det Virtuelle Helteløb i weekenden d. 13.-14. juni. I denne weekend fyldes Danmarks gader og stræder med løbeglade superhelte, som løber sammen - men hver for sig.

Det Virtuelle Helteløb er et familieløb, hvor det ikke handler om at nå først i mål, men derimod om at have det sjovt under løbet, imens man gør en forskel for indlagte børn i Danmark.

Klar, parat, start

Til Det Virtuelle Helteløb er der plads til alle, og I vælger derfor selv den rute, som passer bedst til jeres familie.

Om det er 1 km, 3 km, 5 km eller 10 km, og om I vil løbe på vejen, på stranden eller i skoven er helt op til jer.

Inden løbet er der selvfølgelig virtuel opvarmning med Legeheltene, så alle er varme og helt klar, når ruten skal tilbagelægges. Alle helteløbere vil desuden få tilsendt et startnummer samt et diplom.

”Det Virtuelle Helteløb skal være en sjov og aktiv oplevelse for børnene og deres forældre, hvor de får lov til at boltre sig og give den gas som superhelte i en tid, hvor mange aktiviteter er aflyst grundet coronasituationen,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Prisen for at deltage i Det Virtuelle Helteløb er 100 kr. pr. deltager, som går til Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene. Legeheltene arbejder for at skabe mere aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn mellem 0-14 år, der hvert år indlægges i Danmark. Løbet støttes af APOVIT®, Bodenhoff og REMA 1000.

wuf