Fortsæt til indhold

Fællesråd: Afstemningen er hastet igennem på ingen tid

Hos Tranbjerg Fællesråd glæder de sig over nye projekter i byen, men formanden mener, at den demokratiske borgerindragelse er presset igennem

Samfund
Line Hitz

aktiviteter "Det glæder mig, at der nu kommer nye projekter til Tranbjerg, men processen er hastet igennem. Vi er i fællesrådet kun orienteret, men ikke involveret i projektet eller kommunikationen til borgerne. Vi har i mange år kæmpet for at få flere aktiviteter til Tranbjerg, og vi har et stort netværk. Jeg kan ikke forstå, at kommunen ikke bruger de lokale kræfter til at bringe budskabet ud," siger Jørgen Halle, formand for Tranbjerg Fællesråd.

Hos fællesrådet undrer man sig især over, at alle borgere i Tranbjerg kun to dage inden afstemningens afslutning 19. juni modtog et brev i eboks om at stemme. Ifølge fællesrådsformanden betød den korte svarfrist, at mange slet ikke nåede at stemme, inden afstemning blev lukket.

"Jeg kan godt stille spørgsmål ved den demokratiske proces, når fristen er så kort. Det er mange, som ikke tjekker eboks hver dag, og de har ikke nået at afgive stemme på kun to dage," forklarer Jørgen Halle.

En lille del

Hos Aarhus Kommune tager man kritikken til sig, men understreger også, at brevet i eboks til borgerne i Tranbjerg kun var en lille del af den samlede kommunikation omkring projektet.

"Vi har informeret om projektet gennem workshops, lokalgrupper på Facebook og på biblioteket i Tranbjerg. Jeg ved også, at projektlederne har vejledt flere borgere til at stemme digitalt og afholdt et møde med fællesrådet. Borgerne har haft omkring en måned til at stemme, og beskeden i eboks var kun et kærligt sidste skub til borgerne om at deltage i afstemningen," fortæller Lene Hartig Danielsen, chef for borgerservice i Aarhus Kommune og fortsætter:

"Deltagerbudgettet har vist sig at være et godt værktøj til at skabe fællesskab i en by. Der har været et stort engagement igennem hele forløbet og en høj stemmedeltagelse med 16,1 procent, men vi skal selvfølgelig evaluere projektet på det første byrådsmøde efter sommerferien."