Fortsæt til indhold

Ingen tog mellem Aarhus og Skanderborg i flere dage

Omfattende broarbejder betyder væsentlige ændringer i togdriften mellem Aarhus og Skanderborg

Samfund
Arkiv

I dagene fra 18. til 27. juli kører der ingen tog mellem Skanderborg og Aarhus, og det gælder både for Arriva Tog og DSB, oplyser Arriva i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at Banedanmark i perioden foretager omfattende broarbejder i forbindelse med den kommende elektrificering af hovedstrækningen fra Fredericia til Aarhus. Derfor indsættes der i stedet togbusser på strækningen, oplyses det i pressemeddelelsen.

Fra Skanderborg og Aarhus skal Arrivas rejsende benytte indsatte togbusser, der ligeledes betjener stationerne i Hørning og i Viby J. Arrivas togrejsende fra Herning og Silkeborg skal således i perioden skifte til/fra bus i Skanderborg.

I perioderne fra15 til 17. juli samt fra 28. til 31. juli er flere af Arrivas afgange på strækningen Skanderborg til Aarhus desuden ændret. Nogle tog er omlagt, mens andre erstattes af togbusser.

”I denne periode, hvor togdriften er ændret, opfordrer vi alle vores passagerer til at besøge Rejseplanen.dk og se, hvordan togene kører den dag, man har planlagt at rejse,” siger Kenneth Korsgaard, kommerciel chef i Arriva Tog, i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Vi beklager ulejligheden for alle vores passagerer og glæder os til, at togdriften igen er normaliseret fra 1. august.”

jwh