Fortsæt til indhold

Dåbskjoler skriver historien

Nielstrup Museum ved Voldum er klar til at tage imod sommerens gæster

Samfund
Arkiv

VOLDUM I år har danskerne i særlig grad fået fokus på, hvad Danmark byder på med hensyn til oplevelser i ferietiden. I Favrskov kommunes eneste museum, Nielstrup Museum ved Voldum, er der da også gjort klar til at tage imod sommerens gæster.

Museet, der ligesom rigtig meget andet har været lukket i en længere periode, viser ud over sin faste udstilling også særudstillingen 'Dåbskjoler'. Museet rummer en stor samling af dåbskjoler – eller kristentøj, som det tidligere kaldtes – fra flere århundreder.

I gamle dage gjaldt det om at få sit barn døbt hurtigst muligt efter fødslen. Et udøbt barn var nemlig meget udsat for trolddom og farlige magter, og derfor var der ingen tid at spilde. Som en ekstra beskyttelse kunne man putte et stykke jern under tæppet til barnet for at beskytte det indtil dåben. I vore dage tager man det mere afslappet på det punkt.

I den faste udstilling kan man også gå på jagt i køkkenet. Pressefoto

Dåbskjoler har ikke ændret sig meget gennem tiden. Selvom man en overgang kunne opleve en mode med kortærmede modeller, er der et gennemgående snit: et kort bærestykke og lang vidde samt bånd, der fortæller barnets køn.

Museets ældste dåbskjole er fra 1700-tallet, mens de nyeste kun er få år gamle. Nogle er af fintvævet hørlærred med de smukkeste kniplinger, andre af mere simpelt hvidt lærred, måske omsyet af noget oprindeligt andet. Flere har en tilhørende hue, andre har broderede navne på dåbsbørnene. Man kan se helt op mod 30 navne på én kjole.

Tove Tendal, der har stiftet museet og indsamlet de mange genstande, har i 1955 selv syet en af dåbskjolerne til sine søskendebørn. Den kjole, hun selv i sin tid blev døbt i, er også med i udstillingen.

Udstillingen kan ses hver onsdag samt hver weekend fra 4. juli til og med 9. august, altid fra kl. 13 til 17.