Mandagslaks, ægteskabsonsdag og torsdagsblomster

kirkeklumme Vi kender det alle. Vores liv går på autopilot. Hamsterhjulet styrer hverdagen og måske endda også weekenden. Der er meget i kalenderen, når børn og voksnes arbejde, skole og fritidsaktiviteter skal hænge sammen.

En af mine venner bor i lejlighed. Hver onsdag ved 21-tiden hører han fra nabolejligheden, at parret derinde er ægteskabelige. Lydene er altid de samme. Det er rutine, for det slår ikke fejl. Det sker uge efter uge.

I det hele taget er det en opgave midt i alle gøremål at huske hinanden. Ikke kun som samarbejdspartnere, der får en hverdag til at fungere, men som kærester eller ægtefæller. Hjemme hos os, tyer vi til det, vi nu kalder strukturel kærlighed.

Hver anden torsdag kommer der nemlig en buket blomster direkte til hoveddøren, og det er min mand, som har bestilt det. Det er et abonnement, og jeg fik det i fødselsdagsgave for nogle år siden. Og selvom han intet foretager sig, udover at notere sig, at pengene trækkes på budgetkontoen, ja så bliver jeg særdeles glad hver eneste gang. Og det gør han såmænd også selv.

Måske har min vens naboer det på samme måde. Det er jo i hvert fald tydeligvis en fast aftale, de har, at onsdage er de ægteskabelige. Jeg ved ikke, hvordan det føles, men det er nok resultatet af en snak om, at de på den måde trods alt er intime en gang om ugen i en omtumlet hverdag. Og måske er det ikke specielt romantisk, at blomster leveres via en fast aftale med en blomsterbutik, men der virker. De vækker glæde, og er en fryd for øjet.

Og det er alt sammen godt. Det er også godt, at der hver mandag kommer en kasse med madvarer til de kommende dage, fordi det er sundt og nemt.

Men jeg spørger mig selv: Hvad er det jeg skal nå, siden så meget sættes i system og struktur og kører via faste aftaler og abonnementer? Sparer jeg tid? Hvad vinder jeg ved, at en virksomhed i Skagen bestemmer, hvad jeg skal spise – og derefter pakker det for mig?

Jeg er faktisk i tvivl. Måske bilder jeg mig ind, at jeg så kan bruge tid på at blive klogere, læse flere bøger, tage på efteruddannelse, blive en bedre version af mig selv, som det vist hedder på coach-sprog?

Kender du det også? At man hele tiden er på vej. På vej til at lande den gode løn, det fede hus, den lækre bil, på vej til på alverdens tænkelige måder at præstere mere og bedre. På vej til at få overblik og tænke, ”Så, nu er den der.”

Ind imellem burde jeg selv lytte noget mere til de prædikener mine kolleger og jeg leverer søndag efter søndag. Eksempelvis når Paulus i et brev til menigheden i Korinth siger; ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Der ligger, tror jeg, en frihed i, at jeg ikke når toppen, ikke kender alle svarene, at jeg kun kan erkende stykkevis – og at det er sådan, det skal være. Jeg er kendt fuldt ud af Gud og vil en dag forstå fuldt ud, men indtil da en det måske en idé at sænke skuldrene lidt, tænke pyt og leve med det ufuldkomne.

Jeg hører så ofte som sognepræst, at mennesker, der drøner derudad, fortryder det på et eller andet tidspunkt. ”Jeg skulle have prioriteret med familie, dem jeg elsker.” Når de taler med mig, er det ofte, fordi de er blevet ramt af alvorlig sygdom eller den, de elsker, er taget fra dem.

Ved I hvad, jeg tror, det er tid til at opsige nogle af abonnementerne og vende tilbage til en bare lidt mere nærværende hverdag med dem, jeg holder af. I hvert fald har jeg besluttet mig for at gennemtænke, hvorfor vi her i huset altid synes, vi har så travlt og skal nå så meget. Jeg er træt af det. Og faktisk fornemmer jeg, at det ville vende, hvis jeg tog den store kogebog frem igen og selv købte ind til en langsommelig simreret.

René Høeg er uddannet journalist og teolog, og er sognepræst i Hadsten, Voldum og Rud.