Fortsæt til indhold

Lokale virksomhedsledere lader unge gribe chancen

Task Force Favrskov hjælpere borgere på kanten af arbejdsmarkedet til at blive en del af lokale virksomheder

Samfund
Arkiv

erhverv Det sagde klik, da produktions- og lagerchefen hos Expedit første gang mødte Thajs Skov Knudsen. Det var på et møde i Task Force Favrskov, hvor virksomhedsledere samarbejder med kommunen om at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet ind i virksomhederne.

"Thajs stillede sig op foran os alle sammen og fortalte sin historie. Der var ingen facade. Han blottede sig og sagde helt åbent, at han havde brug for et job for at komme videre. Jeg kunne med det samme mærke, at der var noget ved hans personlighed, der gjorde, at vi kunne være et godt match. Han solgte sig selv på et øjeblik med sin ærlighed og sin historie," siger Henrik Snild Nielsen, som er produktions- og lagerchef hos Expedit i Ulstrup.

Thajs Skov Knudsen er 23 år gammel. Han var i begyndelsen af året ledig og tilmeldt Jobcenter Favrskov, som spurgte ham, om han kunne tænke sig at deltage i et arrangement, hvor han og andre unge skulle fortælle en række virksomhedsledere om sig selv. Både for at give virksomhedslederne en forståelse for, hvad der rører sig i de unge, men også for at afsøge, om der kunne skabes gode match mellem de ledige unge og virksomhederne.

"Min historie er en historie om ukrudtet, der gror op gennem asfalten. Jeg kommer ikke fra de bedste kår, og jeg har haft det svært. Da jeg endte med at sidde som arbejdsløs, blev tingene endnu sværere. Det var den historie, jeg fortalte," siger Thajs Skov Knudsen om mødet, hvor han også mødte sin kommende arbejdsgiver.

Praktik til fastansat

Thajs Skov Knudsen blev først prøvet af i et praktikophold, som efterfølgende blev vekslet til et løntilskudsjob, hvor Favrskov Kommune betalte halvdelen af hans løn. Og fordi han voksede hurtigt i jobbet, blev han også fastansat i stillingen som lagermedhjælper.

"Det betyder alt for mig, at Henrik og Expedit har givet mig en chance. Jeg har noget at stå op til hver dag og et arbejde, jeg kan lægge min stolthed i at udføre. Min bedste kammerat er helt vildt stolt af, at jeg har fået et job og klarer mig godt, og det samme er min mor. Jeg havde det ikke skidt med at være tilknyttet kommunens jobcenter, men jeg følte mig nytteløs. Samtidig er jeg glad for, at jeg kunne bruge jobcentret, frem for at jeg bare sad derhjemme, siger Thajs Skov Knudsen.

"Hvis jeg skal give andre unge et godt råd, så er det at komme ud og møde folk. Når jeg ser tilbage på mig selv, så var min egen indsats for at få et arbejde ikke god nok. Jeg er så glad for, at jeg takkede ja til at fortælle om mig selv på mødet i Task Force Favrskov. Jeg tror, man skal turde se en virksomhedsleder i øjnene og sige, at man gerne vil arbejde for ham eller hende. Hvis ikke man kan det, så er det svært at nå nogen vegne."

Socialt ansvar

For Henrik Snild Nielsen handler hans engagement i Task Force Favrskov om at kombinere en hjælpende hånd med det at drive virksomhed.

"At hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet handler både om at udvise socialt ansvar og at drive en sund forretning. Det handler også om at udvise forståelse for, at der er nogen, der har brug en hjælpende hånd. Jeg har en del folk ansat i flexjob, og vi tager hensyn, mens de lærer, og så slipper vi dem fri på samme vilkår som kollegerne, for det er også sådan, de gerne vil behandles – lige som alle andre, siger lagerchefen og fortsætter:

"Thajs var en skæv eksistens, da han stod foran os virksomhedsledere og fortalte om sit liv og sine drømme. Men han var ikke en skæv eksistens, da han kom ud til os i Expedit. Her er han en kollega som alle de andre og bliver behandlet på samme. Jeg har faktisk ikke givet Thajs noget – det er Thajs selv, der har taget chancen. Han lever ikke på min nåde - han leverer et resultat for både sig selv og Expedit."

Task Force Favrskov vil fremadrettet holde fast i at mødes med ledige unge.

mj