Da 10 skriveborde blev hentet til kælderen under Hadsten Skole
Lokalarkivet har udvidet mange gange og oplever vækst i besøgende her 50 år efter stiftelsen
Jubilæum Den nuværende formand for Hadsten Lokalarkiv, Herluf Nydam lagde selv muskelkraft til, da hans far og en gruppe hadstenborgere fostrede tanken om, at byens historie burde bevares.
Hovedmændene bag tanken var højskolelærer H. Sommer Madsen og lærerne Abildtrup og Bundgaard, og 8.september 1970 var der stiftende generalforsamling i ”Hadsten Kommunes Lokalhistoriske Arkiv og Samlinger”.
I 1972 flyttede arkivet ind i to lokaler i kælderen iunder Hadsten Skole, siden er der udvidet en del gange siden, i dag optager arkivet hele kælderen.
Skriveborde på nakken
"Min far (Nydam Jensen) blev daglig leder, da arkivet åbnede. Istandsættelse af lokalerne under Hadsten Skole klarede han og de andre frivillige selv med at støve af og male de to første lokaler, men ideen var, at hvert sogn skulle have et skrivebord, hvor sognets repræsentant kunne komme tirsdag eftermiddag og arbejde med de ting, der var fra sognet. 10 skriveborde var mange, og man tog det ikke så nøje med, hvor tunge de var, og hvor langt væk de skulle hentes," fortæller Herluf Nydam.
"Når min far havde fundet et passende bord, ringede han til mig og spurgte, har du ikke lige tid til at hjælpe, og det havde jeg, men nogen af dem var godt nok bøvlede at få ned ad trappen og ind i lokalet. Det, vi hentede længst væk, var fra Hovedgaard syd for Odder, og far havde lånt en tømrers varevogn til at hente det i min far var ret god til at få hjælp, uden at det kostede noget."
Reception aflyst
Der var ellers planlagt en stor reception for Hadsten Lokalarkivs 50 års jubilæum, men den er aflyst på grund af Corona, fortæller Herluf Nydam.
"I al den tid arkivet har eksisteret, har der været ønsker om at flytte til en lokalitet, hvor arkivet ville være mere synligt og lettere tilgængeligt. Det er for et par år siden søgt løst fra kommunens side ved, at der er installeret en elevator på sydsiden af Hadsten skole og en dør og trappe, der samtidig fungerer som nødudgang. Mange kan vi servicere på anden måde (e.mail), men oplevelsen af at gå ned gennem den lange gang med billeder fra alle de gamle Hadstensogne, fotomapper og spændende genstande, kan vi ikke give dem på nettet," lyder det.
Lokalarkivet er tre i en
Fra starten diskuterede man, om det skulle være en blanding af arkiv og museum, men da der allerede meget hurtigt blev afleveret ting og sager, besluttede man at lave en kombination. Det har betydet, at Hadsten Lokalarkiv gennem årene har haft tre meget forskellige, men vigtige funktioner.
Den ene er at opbevare og registrere arkivalier med tilknytning til lokalområdet og gøre dem tilgængelige for offentligheden. Arkivet modtager alt fra private papirer og foreningsprotokoller til materiale fra nedlagte forretninger og virksomheder, og ikke mindst store mængder billeder.
"Vi sørger også aktivt for at bevare nutiden ved f.eks. at indhente oplysninger om ejendomme hos ejendomsmæglere, fotografere kirkegårdene med 10-20 års mellemrum, holde øje med nedrivning af gamle huse og anden byfornyelse."
En anden vigtig opgave er at hjælpe slægtsforskerne. Lige fra starten har arkivet forsøgt at være opdateret med fotokopier af kirkebøger, folketællinger, fæstebreve m.m.
"En stor del af dette kan nu findes på internettet, men for de forskere, der ønsker lidt mere ”kød” på slægtshistorien er der stadig meget at finde på lokalarkivet, og vi har gennem de seneste år set en stor stigning i besøgstallet."
Den tredje del af arkivets virksomhed er museumsfunktionen. ”Oldemors stue” er en stor attraktion for de skoleklasser og andre børn, der besøger arkivet. Grundet pladsmangel modtager man nu kun genstande, der har en helt klar tilknytning til Hadstenområdet.