Ukrudt fortærer pullert
Kommunens entreprenør glemte at fjerne ukrudt i tre måneder
Granslev I Granslev undrer Bjarne Nielsen sig en smule.
Han sendte tilbage i juni måned et billede og et praj til kommunen om, at en pullert på Knudstrupvej var vokset helt til i ukrudt. Græsset stod meget højt.
Knudstrupvej er den ene af de tre veje der fører til Granslev og pullerten skal sænke farten, inden du når ind til landsbyens kerne. Men den kan være lidt svær at se i mørke, da flere af pullertens reflekser er dækket af ukrudt og græs.
Og selvom han fik et pænt svar tilbage fra 'Borger Tip', som appen hedder, så er der ikke sket noget siden dengang.
"De chikaner er der om noget meget forsømte. Jeg har sat dem på driftskortet igen. De er faldet imellem stolene i den tid Granslev var spærret for gennemkørsel. Lad os håbe, at der blive mulighed for at genoprette snarest," skriver en driftskoordinator tilbage i juni.
"Sat lidt på spidsen, så skulle den pullert bare have stået i en af de store byer, så havde den nok været ordnet nu," lyder det syrligt fra Bjarne Nielsen, der ikke helt forstår, at det kan tage over tre måneder at få fjernet noget ukrudt fra en pullert.
Nu sker der noget
"Da vi fik Bjarne Nielsens borgertip i juni opdaterede vi vores driftskort, som vores entreprenør ukrudtsbekæmper efter. Dermed havde Trafik & Veje en forventning om, at hellerne i Granslev blev ukrudtsbekæmpet ligesom lignende heller andre steder i kommunen. Desværre har vores entreprenør ikke opdaget opdateringen, før vi fik denne opfølgning. Vi har påpeget forglemmelsen overfor entreprenøren og ukrudtet bliver fjernet i næste uge," lyder det fra Niels Christian Laustsen, der er afdelingsleder hos Trafik & Veje i Favrskov Kommune.
Brug appen
Hos Trafik og Veje vil man gerne have, at folk bruger appen Borgertip. Du skal søge efter Skyhost Borgertip, for at finde den app, Favrskov Kommune bruger.