Præsteklumme: Form og indhold

præsteklumme Ny vin kan ikke hældes på gamle sække. Ny vin skal hældes på nye sække.

Med det siger Jesus, at der er en relation imellem form og indhold. De to hænger sammen og lever af hinanden. Ændres der på indholdet, ændres der samtidigt på formen. Og omvendt. Det kan ikke være anderledes.

Man fristes måske til at sige, at denne påstand skriger lidt, når man ser de nye konfirmander sidde i kirken. De unge, energiske konfirmander anno 2020 møder kirkens bænk anno et eller andet gammelt. Og Gud skal vide, at jeg så sent som i sidste uge endnu engang blev mødt af antydninger om en umoderne kirke i moderne tid.

Men på trods af deres energi har konfirmanderne endnu ikke formået at vælte kirken. Måske fordi kirken ikke kun er en bygning. Den er derimod altid defineret af det fællesskab, der sidder på bænkene og af det evangelium, der hver søndag udlægges til nysgerrighed, til tro, til provokation, til trøst, og til at tage med sig videre.

Kirkens form – fællesskabet og evangeliet – sender hver uge konfirmanderne ud i et filosofisk og trosmæssigt univers. Og det er ikke spor uvedkommende. Spørg dem selv! Det er vedkommende at forholde sig til skabelsen, naturen og miljøet. Det er vedkommende at forholde sig til medmennesket og ansvaret, til tilgivelsen og kærligheden – både for konfirmanden, men også alle os andre.

Og hvad andet gør kirkerummets gamle fundament end at minde os om evangeliets aktualitet og give ordene tyngde? Var fællesskabet og evangeliet ikke aktuelt, stod kirken der heller ikke. Form og indhold hører sammen, ligesom afsender og modtager. Det kan ikke være anderledes. Og det er åbenlyst, at konfirmanderne og kirken giver noget til hinanden anno 2020.