Fortsæt til indhold

Dirigentskifte i Skanderborg Brass Band

Anders Farstad svinger igen dirigentstokken

Samfund
Arkiv

Skanderborg Efter COVID-19 nedlukningen er Skanderborg Brass Band startet op med en ny dirigent, idet Anders Farstad overtog dirigentstokken 1. august. Med Anders Farstad på podiet har bandet netop spillet en sensommerkoncert i Byparken.

Anders Farstad er ikke helt ny for orkestret, som han var tilknyttet for fem år siden. I de mellemliggende år har Anders Farstad hentet inspiration i arbejdet med andre orkestre, koncerter og musicals.

Næste mål for Skanderborg Brass Band er DM i Aarhus Musikhus, hvor Symfonisk sal ligger de fysiske rammer til dette års DM, hvis COVID-19 tillader det.

"Lige inden COVID-19 lukkede Danmark og Europa ned, deltog Skanderborg Brass Band i en underholdningskonkurrence afholdt i Jysk Musik og Teater, Silkeborg. Denne konkurrence kan man ikke tilmelde sig, man bliver inviteret til den, hvis Stævneledelsen bag finder, at bandet opfylder kravene om sværhedsgrad og underholdning. Og Skanderborg Brass Band ikke bare deltog, men fik også en fin 2.plads i elite-rækken. Det var en flot præstation, når man er oppe mod så stærkt et felt, som det der stillede op i år," fortæller Joan Mikkelsen, formand for Skanderborg Brass Band, i en pressemeddelelse. Hun fortsætter:

"Bandet nyder at spille til koncerter og formidle for publikum, hvad de mange timer i øvelokalet bliver brugt på. Det har fra starten været en grundlæggende tanke, at det skulle både være sjovt, men også med en vis seriøsitet at være medlem af bandet. Det betyder så også masser af forberedelse både samlet og alene, - og alle holder af det.Den samlende kraft er en entusiasme forankret i glæden ved den gode musik og ikke mindst at formidle denne glæde til publikum. Bandet spiller alt fra klassisk brassband musik, henover filmmusik, til populærmusik som Disney og Queen. Corona-nedlukningen har selvfølgelig også ramt Skanderborg Brass Band med en del aflyste koncerter – og manglende koncerthonorar. Nu håber vi på, at efteråret og vinteren vil give mulighed for igen at spille for hele byen," konstaterer formanden.

Orkestret spiller løbende til adskellige arrangementer året rundt – lige fra marchture, torve- og kirkekoncerter til nytårskoncerter med gak og gøgl, ligesom man holder formen vedlige ved deltagelse i DM og andre konkurrencer rundt om i landet.

gs