Præsteklumme: Det vokser, mens vi sover

præsteklumme Det har været høst. Kører vi ud af byen, ser vi de stubbede marker, hvor kornet stod. Høsttid har siden gammel tid været en helt særlig tid. Det var jo den tid, det hele bar hen imod. Sensommerens festtid. Min far, der voksede op på landet på Fyn, har fortalt om, hvordan høsten, når den var til ende, hvert år afsluttedes med høstgilde og dans. Her fejredes det med glæde og taknemmelighed, at laden igen blev fyldt med forråd, der kunne række hele året.

Fra gammel tid har vi også i kirken fejret høsten. Her takker vi Skaberen, at han passer på jorden og stadigt lader forår følge vinter, og at jorden igen grønnes og bærer frugt for os at leve af. Vi mindes om Guds omsorg for os, som gælder den mindste skabning og som gælder hele den store jord med alt, som findes derpå.

Stadigt i dag fejrer vi i kirken høsten. Også inde i byen selvom det ikke er alle her, der har haver, man kan høste fra. Her bliver høsten en anledning til at huske på de gaver af alle slags, som dagligt lægges i vores hånd. Alt det der gør livet muligt at leve og værd at leve. For maden, vi har at spise, for at vi har tag over hovedet, varmt tøj at tage på og for det som fylder vores tilværelse med mening og håb. For at vi har mennesker at holde af og dele livet med. For at der var nogen der gav os kærlighed, da vi var børn og voksede op. For at vi nu kan iagttage andre børn og unge vokse op og se, hvordan de med egne livsdrømme en dag går ud i verden.

At der er høst hvert år, sådan som der er forår, sommer, efterår og vinter, minder os om Guds trofasthed. En trofasthed han viser i det store og i det små. Samtidig mindes vi om, at Guds værk i verden er et, vi ikke kan iagttage, men som alligevel hele tiden er i gang. Ligesom kornet der vokser, mens vi sover. Jesus siger: Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også. Sådan beskrives Gud i evangelierne og salmerne som den, der hele tiden er i gang med at sørge for os og som lyser sin fred over den jord, der hærges af megen strid og smerte.

Selvom vi mennesker kan meget og ved meget, så mærker vi alle, at livet i sidste ende er noget, der overgår os. Vi er ikke herre over det, hverken at livet bliver til, eller når det tages fra os. Høsttiden er også en tid, hvor vi mærker, at alt har sin tid. Snart trækker fuglene mod varmere lande og markernes nøgenhed er et tegn på, at nu er sommeren for denne gang til ende. Det minder os om vores egen endelighed.

Når vi fejrer høst i kirken, er det en væsentlig del af fejringen, at vi husker på det, der består i alle tider. Vi takker både for det, der var og er nu, ligesom vi takker for, at også vores fremtid er i Guds hænder.

I høsten takker vi både for det daglige brød, ligesom vi takker for det, der gør livet godt at være i. For at vi har fået et håb at leve af, der ikke bygger på os selv. For at vi er blevet tilsagt, at der altid er noget nyt og godt på vej, selv dér hvor vi kun ser golde stubbe. For ordet om at Guds velsignelse også møder os dér, hvor livshøsten efter vores egne begreber synes tvivlsom. For at vi tror, at Guds godhed er bredere og længere og højere og dybere, end vi af os selv kan forstå. Og at den aldrig hører op.

Ham takker alle vi med sang/for alt, hvad han har givet,/for hvad han vokse lod i vang,/for ordet og for livet./Glædelig høstfejring!