Design-brands slår sig sammen
Andersen Furniture og Muubs sammenlægges under driftselskabet Design Concept Denmark, men beholder hver især deres brands
Erhverv Designbrands i ny konstellation med omsætning på over 100 millioner
Designvirksomhederne Andersen Furniture og Muubs sammenlægges den 1. oktober i ét driftsselskab under navnet Design Concept Denmark.
Ejerne bag det nye selskab er den samme ejerkreds, som i dag står bag Andersen Furniture, der holder til i Søften.
Beholder domiciler
De to brands bliver drevet videre som to selvstændige og sideordnede brands med hvert deres udtryk og stilart og vil fortsætte på de nuværende adresser i Tjørring og Søften.
Bent Povlsen, som er grundlægger af Muubs, vil være tilknyttet firmaet på konsulentbasis i design- og udviklingsmæssig sammenhæng.
Poul Frandsen, der i dag er administrerende direktør i Andersen Furniture, fortsætter som direktør i paraplyselskabet Design Concept Denmark og ejerne af Andersen er overbeviste om, at de ved overtagelsen af Muubs vil skabe synergifordele og samtidig fortsætte den positive udvikling af begge brands.
Man opnår med Design Concept Denmark en omsætning på over 100 millioner og en medarbejderstab på mere end 50 personer.
gs