Du er, som du ser ud: Alejandra vil hjælpe med at finde den indre skønhed frem
32-årige Alejandra Henriksen flyttede for fire år siden til Danmark med sin danske mand, og hun har nu startet firma 'Ale Henriksen' med sin mand, hvor hun rådgiver om, hvordan man skal klæde sig på
Stylist Colombianske Alejandra Henriksen har sat sig et mål for at frembringe skønheden frem i danskerne.
Hun startede i juli firmaet 'Ale Henriksen' sammen med sin danske mand, hvor hun blandt andet tager hjem til private danskere og rådgiver dem om, hvordan de får mest ud af deres tøj.
Ens påklædning skal ifølge Alejandra Henriksen hjælpe med, at man føler sig godt tilpas og samtidig sige noget om, hvem man er, og hvad man vil.
"Mit mål er at få dig til at føle dig godt tilpas med dig selv. Du er, som du ser ud, og du skal føle, hvad du er. Og du er glad, når du føler, du er klædt godt på," siger Alejandra Henriksen.
Garderobetjek
En af de ting, som Alejandra Henriksen tilbyder med sit firma, er et garderobetjek, hvor hun kommer og gennemgår al tøj i klædeskabet. Det varer ofte to-tre timer, hvor klædeskabet bliver gået igennem, inden hun giver sit besyv med, hvad der skal ske.
"En af de ting, som jeg laver, er et garderobetjek. Jeg tager hjem til en person og rådgiver dem om, hvad de har brug for, hvad de kan sortere fra, og hvad de mangler, for at få deres personlighed frem igennem deres påklædning," fortæller Alejandra Henriksen.
Formindsk overforbruget
Et af de vigtigste ting ved at tage hjem til en person og se klædeskabet er, at man får et bedre indtryk af, hvad de har af tøj, som ikke bliver brugt.
Det er ifølge Alejandra Henriksen ofte, at man kommer hjem til nogen, som har købt tøj på udsalg, hvor de har købt nogle beklædningsgenstande, som de har brugt et fåtal af gange for så at efterlade det i klædeskabet.
"Det er utroligt, hvor meget skrammel man finder. Vi laver et stort bidrag til forureningen, når vi køber tøj, som vi ikke har brug for," siger Alejandra Henriksen.
Og selvom det er en god idé at købe mindre, så er det stadig nødvendigt med nyt, når den indre skønhed skal findes frem.
"Du skal købe noget tøj, som siger noget om, hvem du er. Det nytter ikke, at du køber en T-shirt, fordi Ariana Grande ser godt ud i den. Det betyder ikke, at den T-shirt også automatisk vil se godt ud på dig."
Den indre skønhed
Står det til den colombianske moderådgiver, så skal man finde det tøj, som siger noget om, hvem man er og ikke nødvendigvis gå med trends og modebølger, som ændrer sig ofte.
"Der er noget skørt i at følge trends og modebølger, fordi de kommer og går. I stedet vil jeg lære folk at være sig selv, og lade det komme til udtryk igennem, hvad de iklæder sig," siger Alejandra Henriksen.
Alejandra Henriksen blev uddannet beklædningsdesigner med speciale i beklædningspsykologi på et universitet i Colombias hovedstad, Bogotá.