Fortsæt til indhold

Støv gør ægtepar syge i nybygget rækkehus

Efter fem måneder er der stadig ikke sket noget, på trods af, at ægtepar er syge af støv

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Støvet ligger hvidt hver morgen i det rækkehus på Elverhøjen som Peter Fyrst Kristensen og Jytte Berg Espensen har lejet hos boligorganisationen Al2bolig.

Ægteparret fejer og tørrer af hver formiddag og eftermiddag og hver gang er fejebakken fyldt med støv.

Det har de gjort i de fem måneder de har boet i det nybyggede rækkehus på Elverhøjen.

"Jeg er blevet syg af det. Min læge siger, jeg har fået astmatisk bronkitis og at jeg skal flytte, eller kun bo her, hvis støvet er væk," fortæller 66-årige Jytte Berg Espensen med snøftende og snøvlende stemme. Hun fortæller, at hun ellers aldrig har været syg, og at det begyndte, da de flyttede ind i Hadsten, efter at have solgt huset i Balle.

Langsom reaktion

Fra starten gjorde parret opmærksom på, at der lå fint hvidt støv hver morgen, men de oplever ikke at Al2bolig har taget dem alvorligt.

"De svarede, at det er almindeligt med støv," fnyser Peter Fyrst Kristensen, der døjer med hovedpine og røde øjne, efter de er flyttet ind.

Nu har de opsagt lejemålet og flytter til Hinnerup, i en andet lejemål som Al2bolig bestyrer.

Der er gået fem måneder med en del opkald, møder og e-mails, for at få Al2bolig i tale.

Handlede selv

I første omgang fik Peter Fyrst selv fat i det ventilations-firma, der har opsat genveksanlægget i rækkehuset. Det er herfra, at det fine, hvide støv kommer fra, mener parret. Der er skiftet filtre og renset ud i flere omgange, men alligevel bliver støvet ved med at lægge sig.

"Vi har opsagt lejemålet og nu kommer der så nye lejere og kigger på rækkehuset. Vi forstår slet ikke hvordan man kan leje et rækkehus ud, der gør folk syge," siger parret, der troede at rækkehuset skulle blive det sidste sted, de flyttede til, tæt på deres børnebørn.

Dette rækkehus på Elverhøjen er hårdest ramt af hvidt støv. Mindst et rækkehus mere er ramt af støv-gener, dog i mindre grad. Foto: Kian Johansen