Workshop i efterårsferien hos Modelbane Europa
Modelbane Europa byder på aktiviteter for hele familien
workshop Sædvanen tro tilbyder Modelbane Europa i skolernes efterårsferie i uge 42 workshop for børnefamilier og bedsteforældre med børnebørn. Denne gang har under titlen 'Kolonihaven'.
Modelbanens dygtige landskabsbyggere står klar til at hjælpe deltagerne i workshoppen i gang med tips og rådgivning mandag 12., onsdag 14. og fredag 16. oktober fra kl. 11-15. Alle kan være med – man kan som tidligere møde op helt uden forudsætninger. Deltagerne kan også være med i lodtrækning om et hus i byggesæt i plast.
"De fleste kender jo nok begrebet kolonihaver. Kolonihaver er jo små haver på op til 400 m2, som blev udbredt i de store byer fra slutningen af 1800-tallet. Ofte lå de lige op ad jernbanesporene," fortæller Bjarne Werliin fra Modelbane Europa.
Kolonihaverne blev etableret dels som et fristed for arbejderfamilierne fra de tætte, indre bykvarterer, dels som nyttehaver, hvor der kunne dyrkes vigtige tilskud til madforsyningen, hvilket især havde betydning i krisetider som mellemkrigsårene. I dag er det mere middelklassen, der har kolonihaver. Der findes omkring 60.000 kolonihaver i landet i dag, og de danner hvert år rammerne for ægte dansk sommerhygge.
Folkene hos Modelbane Europa har forberedt to forskellige kolonihavehuse til dioramaet. De små huse i skala 1:87 er fortrykt på et stykke karton, som klippes ud og samles med lim.
Det færdige hus sættes fast på en lille plade, og derefter bygges en have med flagstang, græs, hække, blomster, afgrøder, træer, buske og måske en bålplads. Lad fantasien blomstre. Modelbane Europa stiller materialer frem, som kursisterne frit kan benytte, idet de er inkluderet i billetprisen. Man kan som tidligere møde op helt uden forudsætninger, og man kan naturligvis tage sit færdige værk med hjem.
"Alle vores gæster, store som små, er velkomne til at være med, siger Bjarne Werliin. Når entréen er betalt, koster det ikke yderligere at deltage. Vi har erfaring for, at flere generationer har det hyggeligt sammen med at bygge hvert sit landskab. Man kan sagtens nå at bygge sit diorama indenfor en time eller to, og man får selvfølgelig sit værk med hjem."
Modelbane Europa lover at indrette arbejdsområdet bedst muligt, så der - så godt, det er muligt - er taget højde for krav og anbefalinger i forhold til Covid-19.