Fortsæt til indhold

Efter nyt vejforslag: Beboere frygter trængsel i kvarteret

Der er ikke lige umiddelbart udsigter til en snarlig løsning på de trafikale udfordringer ved Herredsvej

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

trafik Trafikken på Herredsvej fra Aarhus Universitetshospital i Skejby og frem til Ringvejen er håbløs i myldretrafikken, hvilket Lokalavisen Aarhus skrev om for en lille måned siden. Efterfølgende har Christian Dahlerup, der bor på Trillegårdsvej, fået et svar fra rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V).

Han lover i brevet at tage en løsning med til næste års budgetforhandlinger, men kan på nuværende tidspunkt ikke finde penge i budgettet til at løse de trafikale udfordringer.

I brevet lægger han op til en løsning, der består i at forbinde Trillegårdsvej og Snogebæksvej på tværs af de eksisterende p-pladser, kombineret med en ny vejforbindelse mellem Snogebæksvej og Nykersvej. Det vil give Trillegården adgang til det overordnede vejnet via det signalregulerede kryds Nykersvej/Ringvejen, men da det er en dyr løsning, kan man ikke finde pengene på nuværende tidspunkt.

"Simsek forpligter sig til at søge midlerne, men han lover ikke, at han kan finde dem, og med en ny mand i spidsen for Venstre og måske også på rådmandsposten efter næste års valg, er der ingen garantier for, at der kommer en løsning. Med forslaget er vi et lille skridt videre, men ikke langt, og vi er lige vidt, hvis ikke der kommer penge i forbindelse med forhandlingerne næste år, og det er for lang tid for os at vente på en løsning," siger Christian Dahlerup.

Frygter trængsel

Hvis trafikken bliver ledt ind gennem Trillegårdsvej og Snogebæksvej for at tage noget af presset fra Herredsvej, kan det skabe trafikale udfordringer i kvarteret, hvis ikke der bliver kigget på fartdæmpende foranstaltninger, forudser Christian Dahlerup. Han mener, at de fartdæmpende foranstaltninger er helt essentielle, hvis man skal gå med rådmandens forslag.

Hanne Rasmussen, formand for bestyrelsen AAB Afdeling 35/Trillegården Aarhus V, mener ikke, at det er et godt, fornuftigt forslag, rådmanden er kommet med.

"Jeg kan frygte, at vi får trafikken ledt ind gennem boligkvarteret. Det er nok primært Snogebæksvej, det kommer til at gå udover, men det er ikke godt nok. Jeg tror, bilisterne hurtigt vil finde ud af, at det ikke kan betale sig at køre den vej, men der er de jo allerede kørt ind ad den vej. Der er rigtig kort vej fra Snogebæksvej til Nykersvej, og der vil hurtigt blive proppet med biler den vej, og så er vi jo lige vidt med problemstillingen," siger Hanne Rasmussen og fortsætter:

"Man er nødt til at tænke større i det her. Herredsvej og Paludan Müllers Vej skal være meget bredere, og så skal der laves ændringer i krydset ved Herredsvej og Ringvejen. Jeg tror, det er en rigtig dårlig løsning, der er kommet fra rådmanden. Måske skulle man overveje at bygge en vej op i et højere niveau, så det ikke bare er det eksisterende vejnet, man gør noget ved."

Hun konkluderer samtidig, at man i området er nødt til at indse, at den slags beslutninger kræver, at man har tålmodighed til næste års budgetforhandlinger.

"Jeg tror ikke, at vi kan fremskynde processen. Det er bare vigtigt, at problemstillingen i vores område bliver overleveret til den næste rådmand, hvis ikke det bliver Simsek," siger Hanne Rasmussen.

Vil lytte til borgerne

Bünyamin Simsek fortæller til Lokalavisen Aarhus, at han ikke er interesseret i at skabe en løsning, hvis borgerne ikke er tilfredse med den.

"Vi skal naturligvis i dialog med dem, og jeg er meget lydhør. Det forslag, der er kommet, er lavet fra forvaltningens side og er teknisk og fagligt det bedste bud for at imødekomme beboernes udfordring. Men vi ønsker naturligvis ikke at gå ombord i noget, som, de ikke synes, er en god idé - det er spild af penge. Jeg synes ikke, at man skal låse sig fast på en bestemt løsning, men derimod arbejde på at afsætte penge til det og så få lavet den bedst mulige løsning ud fra det," siger Simsek.

Jeg kan frygte, at vi får trafikken ledt ind gennem boligkvarteret

I forhold til Hanne Rasmussens forslag om at tænke større, siger han følgende:

"I anlægsplanen, der er vedtaget frem til 2033, er der nogle beløb, der endnu ikke er øremærket. Jeg vil gerne kæmpe kampen med borgerne og forsøge at sætte penge af til at lave en større løsning, uden at jeg vil lægge mig fast på beløbets størrelse, men jeg vil gøre, hvad jeg kan. Man skal også huske på, at det her en lang proces, og det kræver et enigt byråd," understreger Simsek.