Fortsæt til indhold

Aarhusianske børn skal senere i børnehave

Fra marts næste år skal aarhusianske børn først begynde i børnehave, når de fylder tre år

Samfund
Arkiv

Aarhusianske forældre til små børn skal fra næste år være opmærksomme på, at Aarhus Kommune har valgt at rykke børnehave-startalderen fra to år og 11 måneder til tre år.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Børn og Unge i Aarhus Kommune.

I budgetforliget for 2021, der blev indgået i september, blev det nemlig besluttet at give børnene en senere start, hvilket glæder børne- og ungerådmanden.

”Børn skal have lov til at være børn i det tempo, der er bedst for dem. Ekstra tid i vuggestuen har stor betydning for blandt andet barnets sprog, relationer og selvstændighed. Derfor skal de ikke presses hurtigere fra vuggestue til børnehave, bare fordi det sparer penge,” siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), i pressemeddelelsen.

Rådmand Thomas Medom (SF) glæder sig over beslutningen om at lade børn starte senere i børnehave.

Han betegner praksissen med tidlig børnehavestart som en spareøvelse, der kun har bidraget til det pres, som i forvejen er på barn- og ungdommen.

”I vuggestuen får barnet mere tid i et mindre miljø med bedre normeringer end i børnehaven. Den tid er givet særdeles godt ud, for det betyder, at børnene kan nå at blive mere modne i vuggestuen, og når de starter i børnehave. Det frigiver tid til det pædagogiske arbejde med alle børn – og gavner derfor både de store og de små,” siger Thomas Medom i pressemeddelelsen.

Den senere børnehavestart træder i kraft fra den 1. marts 2021, hvor et barn altså skal være fyldt tre år, før et nyt liv som børnehavebarn kan begynde. Forældre til kommende børnehavebørn får nærmere information om ændringen og dens betydning i deres digitale postkasse, fremgår det af pressemeddelelsen.

jwh