Bliver børns mentale sundhed påvirket af TikTok, Fortnite og Snapchat?
Aarhusianske forældre inviteres til at hjælpe Aarhus Byråd med anbefalinger angående børns mentale sundhed og trivsel i forbindelse med sociale medier og online-spil
Det er nok utopi at forestille sig, at børn i dagens Danmark ikke er eller kommer på de sociale medier. Det er i hvert fald blevet en stor del af mange børns hverdag med kammeraterne, og det samme er diverse online-spil blevet de senere år. Men hvad betyder eksempelvis likes, følgere eller fede billeder på sociale medier for børn og unges mentale sundhed og trivsel? Det vil man gerne undersøge i Aarhus Kommune, og derfor har byrådet nedsat et udvalg bestående af byrådsmedlemmer og eksterne eksperter, som skal komme med anbefalinger til, hvordan aarhusianske børn og unge - med hjælp fra de voksne - kan passe på sig selv og hinanden, når de spiller eller færdes på sociale medier.
Det oplyser Børn og Unge hos Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”De nye medier og digitale platforme giver adgang til spændende muligheder, men vi skal samtidig være opmærksom på, at det konstante onlineliv kan have konsekvenser for børn og unges mentale trivsel og sundhed. Allerede nu står det klart, at mange timers skærmtid kan gå ud over børn og unges indlæring, søvn, trivsel og sociale relationer,” siger Mahad Yussuf (RV), som er formand for det nye udvalg, i en pressemeddelelse.
Som et helt nyt tiltag er et forældrepanel bestående af i alt 46 tilfældigt udtrukne forældre inviteret til at dele deres oplevelser og ideer til, hvordan forældre kan støtte op om børn og unges digitale liv. Der er tale om forældre til børn i både dagtilbud, skoler og fritidstilbud. En fra hvert bopælsdistrikt i Aarhus.
”Vi har inviteret forældrene ind, så vi sammen kan finde løsninger, inden vi skal formulere vores anbefalinger. De ved, hvad der rør sig i dagligdagen og kan gøre os klogere på, hvad man som forælder kan mangle, når man skal tale med eller hjælpe sit barn,” fortsætter Mahad Yussuf.
jwh