Den gode byrde

klumme Far, må jeg godt komme op at sidde på dine skuldre? Ordene kom fra min datter, da vi i efterårsferien var taget ud i Mols Bjerge for at gå en tur. Selvfølgelig, hvilken far kan sige nej til sådan et spørgsmål fra sin datter, som ser op sin far med al den tillid, som kun barneøjne kan rumme.

Og så vandrede vi, far og datter, med sidstnævnte på førstnævntes skuldre sammen med mor og storebror op til en af de bronzealderhøje, som der er så rig en repræsentation af i Mols Bjerge, og hvorfra der er en betagende udsigt ud over hav og bakkefyldte landskaber, og hvor himlen ligger så højt og med en farve så blå, som man kun kan opleve det på en klar solrig efterårsdag. Far, må jeg komme op at sidde på dine skuldre? Spørgsmålet emmer af barnets tillid og kærlighed, og selv om der jo ligger en byrde i det for faren, så vil enhver far glad og gerne sige ja til den opgave det er at bære sit eget barn.

Jeg kom til at tænke på min datters ord, da jeg for nylig hørte nogle andre ord fra en salme af Johannes Johansen, hvor det hedder ”den, som intet bærer på, visner som det golde strå.” Der findes byrder, som man helst er fri for, men som Johannes Johansens ord siger, så er et liv helt uden byrder heller ikke værd at stræbe efter.

For i det at bære ligger der også et kald. Nogen kalder på mig, der er nogen, der siger: Må jeg komme op at sidde på dine skuldre, eller vil du hjælpe mig med det eller det. Kort sagt: Jeg har brug for dig. På søndag er det Alle Helgen søndag, og her mindes vi i mange af vores kirker dem, der engang kaldte på os og sagde til os: Jeg har brug for dig. Der er nogen, der har sagt, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs.

Vi har ikke nogen at rette vores kærlighed til, vi har ikke nogen at bære for eller med længere. Og så alligevel. Det liv, vi har haft sammen, lever videre i os. Det bærer vi med os. Det er ikke det samme som det nærvær, vi har haft sammen, men det er alligevel som en skat, der beriger vores liv. Og så er der jo håbet – det store håb – om gensynet i opstandelsen, og hvor Gud – som det hedder i Johannes´ Åbenbaring – vil tørre hver tåre af vores øjne.