Nu er 2'eren klar
'Folk fra Hammel-kanten 2' rammer Hammel Boghandel 21. november
Hammel Sidste år blev den en kæmpe succes og slog kendte krimi-forfattere af pinden som den mest solgte bog i julehandelen - sådan rent lokalt.
21. november er opfølgeren så klar. Navnet er 'Folk fra Hammel-kanten 2'.
"Vi har også sørget for at få nogle af områdets skæve eksistenser med. Nogle af originalerne i byen."
Det er det lokale forlag AKKA, som udgiver bogen, hvori 45 såvel levende som afdøde personligheder af alle mulige forskellige slags bliver portrætteret.
"Da vi havde udgivet 1'eren, var der mange, som efterfølgende sagde: 'Hvorfor har I ikke den og den med?' Og vi kunne jo godt se, at der manglede mange. Nogle af dem får vi med nu," siger Poul Nørgaard Jensen, som er formand for Forlaget AKKA.
"Det er rigtig svært at skulle vælge personer ud, men vi har bestræbt os på at have en ligeværdighed mellem kvinder og mænd og en blanding mellem nulevende og afdøde. Og så har det ligget mig meget på sinde ikke kun at udvælge dem, som er highlightet ud ad til, men også nogle af dem, som står bagved. De fortjener jo lige så meget opmærksomhed," fortsætter formanden og tilføjer:
"Og så har vi sørget for at få nogle af områdets skæve eksistenser med også. Nogle af originalerne i byen."
En blandet landhandel
I sidstnævnte kategori falder eksempelvis den afdøde Jern Andreas, som var lidt af en krejler, der boede med sin kone og børn i Skolegade. Han levede fra hånden til munden og gik gerne i Skrammelgraven for at finde ting eller jern, han kunne sælge videre. Ligesom han også solgte pap og gamle aviser.
"Og han var jo snu. Han blev afregnet per kg aviser, så han gjorde alle aviserne i midten våde og lagde tørre udenom," forklarer Poul Nørgaard Jensen, der også giver lidt andre eksempler på portrætter i bogen:
- Poul Erik Andersen, som har været hovedkasserer i HGF i en menneskealder.
- Ebbe Støvring, som var katalysatoren for at få en svømmehal i byen.
- Marianne Levinsen fra Svenstrup, som er fremtidsforsker.
- Gerda Sørensen fra Sall, som også bliver kaldt Mor Sall, da hun har været involveret i nærmest alt i byen.
- Erling Baastrup, der i januar 2017 stoppede som journalist på FavrskovPosten efter 27 år på posten.
- Og mange, mange flere.
Trykt i 700 eksemplarer
Man har fra AKKAs side forsøgt at finde personer med en relation til de udvalgte personligheder til at skrive portrætterne. Og så har Hanne Bliksted været redaktør og sørget for den røde tråd bogen igennem.
Da den første bog viste sig at være så stort et hit - med hele tre oplag - bliver der denne gang trykt 700 eksemplarer i første hug.
Bogen kan kun købes i Hammel Boghandel til 200 kroner.
"Og så mener vi jo i øvrigt, at vi har navne nok til at lave en 3'er, men nu skal vi lige have styr på, om alle er klar på at tage endnu en omgang," lyder det fra Poul Nørgaard Jensen.