Fortsæt til indhold

Skole-millionerne skal bruges til at indhente de andre kommuner

SF'ere glæder sig over løft til folkeskolerne

Samfund
Af Mette Bjerre (SF), Anne Hammer (SF) og Thomas Medom (SF)

Der er et både tiltrængt og velkomment løft på vej til folkeskolerne i Aarhus, når de fra 2021 får 21 millioner kroner mere at lave god skole for og fra 2023 og frem er beløbet 43 mio. kr.

Pengene udvider budgetterne og giver skolerne bedre rammer for, at eleverne kan udvikle og udfolde sig bedst muligt. De er et led i et nationalt løft af folkeskolen, og vi skylder politikerne på Christiansborg tak for at afsætte pengene på finansloven. I Aarhus har vi lagt penge oveni til at arbejde med forårets erfaringer med coronaskolen.

Løftet er et skridt på vej i den rigtige retning for skolerne. Heldigvis lykkes vi med rigtig meget og med rigtig mange elever. Blandt andet klarer aarhusianske skoleelever sig i gennemsnit bedre til folkeskolensafgangsprøver end landsgennemsnittet. Men der er også børn som har det svært, og vi må ikke glemme at udgiften pr aarhusiansk skoleelev er lav - lavere end landsgennemsnittet. Der er også stadigvæk for mange elever i klasserne og medarbejderne har for travlt til at have nok tid til den enkelte elev.

Medarbejderne på skolerne yder en stor indsats hver dag og i en hverdag, som ikke mindst her i corona-tiden kan være en kæmpe udfordring. Vi skylder dem endnu bedre rammer for deres arbejde, så vi kan give elever og forældre en endnu bedre skole. Vores ønske er, at vi skal indhente de andre kommuner, når det kommer til det økonomiske efterslæb. Vi kan nok ikke altid læne os tilbage i en forventning om en hjælp udefra. Det er en opgave, der ligger hos os, i byrådet i Aarhus.

Vi står samtidig over for flere andre udfordringer, hvor der er behov for yderligere ressourcer til skolerne. Vi har bl.a. set flere år med konstant vækst i antallet af børn i specialundervisning. Der skal både være plads til, at vi inkluderer så mange som muligt og samtidig giver den rette støtte til dem, som har behov for et særligt tilbud.

Sammen med pengene fra Christiansborg kommer et krav om, at de skal anvendes til flere lærere, hvilket giver bedre muligheder for holddeling, to-voksenordninger mv. Det er tiltag, som vi naturligvis vil følge i Aarhus – og som vi bakker fuldstændig op om. Flere voksne omkring eleverne er en af de bedste veje til bedre læring og trivsel for eleverne.