Det spiller for unge og gamle i Vejlby
På Lokalcenter Vejlby er generationer begyndt at mødes hver tirsdag til kort- og brætspil
Seniorliv Et valgfag på Idrætshøjskole Aarhus har været med til at give mere liv på Lokalcenter Vejlby.
Valgfaget hedder 'Giv det videre', som underviser Søren Sinnbeck står i spidsen for. Formålet med faget er, at højskoleeleverne får mulighed for at prøve kræfter med frivilligt arbejde.
"Vi vil gerne have eleverne ud og arbejde frivilligt i lokalområdet med mulighed for at gøre en konkret positiv forskel i nogle andre menneskers liv. Det er et forsøg at komme ud og skabe noget mening i en højskolehverdag, hvor man måske har en tendens til at lukke sig ind i en osteklokke," siger han.
Søren Sinnbeck havde i forvejen kontakt med Anne Skyum, som er frivilligkonsulent i område Christiansbjerg. Det skete i forbindelse med et tidligere samarbejde, hvor nogle af højskoleeleverne sang for nogle af de ældre medborgere.
Og nu er der tale om en spilleklub i Lokalcenter Vejlbys café, som hver tirsdag formiddag får besøg af spilleglade unge og ældre.
De blander sig ved borde og kaster sig herefter over bræt- og kortspil.
Da det foregår i caféen i åbningstiden er der mulighed for at flere end de maksimale 10 personer, man må være ifølge forsamlingsforbuddet, så hvis andre er lyst til at være med, er der plads til det, fortæller Anne Skyum.
Godt generationsmøde
"Det er Erhvervsstyrelsens retningslinjer, der skal følges, og derfor kan der godt være flere. Vi synes, det er en sjov måde at lave et fællesskab på, og det er min helt klare fornemmelse, at de ældre synes, det er hyggeligt. Jeg er meget begejstret, og det er skønt at få nogle unge mennesker ind i et af vores lokalcentre. Det passer godt sammen med dét, vi gerne vil med et lokalcenter, som ikke kun skal være for seniorerne. Det generationsmøde der foregår nu i vores spilleklub vil vi meget gerne, og vi er absolut åbne for en gentagelse," fastslår Anne Skyum.
Jeg er meget begejstret, og det er skønt at få nogle unge mennesker ind i et af vores lokalcentre. Det passer godt sammen med dét, vi gerne vil med et lokalcenter, som ikke kun skal være for seniorerne
Hygge i højsædet
Spørger man en af højskoleeleverne er der også glæde at spore:
"Det har faktisk været en virkelig god oplevelse. Jeg føler, man giver meget mere, end man lige havde regnet med. Mødet med en anden generation, man ikke lige kommer i kontakt med så ofte, er spændende. Det er interessant at høre om fortiden, der er forskellige fra min egen," siger Signe Simoni Larsen og fortsætter:
"Jeg føler, at vi alle får noget ud af det. Vi griner og hygger, og det handler ikke om at vinde, men om at hygge. Jeg vil helt sikkert anbefale andre at gøre det. Vi har haft nogle gode snakke, og man går glad derfra."
Og valgfaget er kommet for at blive på Idrætshøjskolen:
"Det er vores klare intention, at faget bliver en fast del af vores undervisning i fremtiden," siger Søren Sinnbeck fra Idrætshøjskolen i Aarhus, som holder til i Vejlby Risskov.