Fortsæt til indhold

Derfor lyser landingsplads på AUH lilla i aften

Aarhus Universitets Hospital fejrer for tidligt fødte børn

Samfund
Arkiv

I aften, tirsdag 17. november, kan man få et særligt syn at se på Aarhus Universitetshospital i anledning af Verdens Præmaturdag.

Hospitalet i Skejby fejrer og støtter for tidligt fødte børn og deres familier ved at gøre helikopterlandingsplatformen lilla.

"Vi har udviklet en tradition for at markere Præmaturdagen sammen med hospitaler og organisationer verden over, og vi viser på den måde også vores støtte til forældre og familier, for hvem den tidlige fødsel har været en stor belastning og bekymring," siger overlæge Jesper Padkær Petersen på Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Ét af de for tidligt fødte børn, som hospitalet fejrer, er Mads, som i dag fylder fire uger på Verdens Præmaturdag. Han blev født ekstremt for tidligt allerede i 25. graviditetsuge på Aarhus Universitets Hospital, der arbejder efter den særlige NIDCAP-metode for at skabe et roligt og støttende miljø med fokus på familieintegration for at fremme for tidligt fødte børns udvikling og vækst.

Sygeplejerske Rikke Schultz Jørgensen, for tidligt fødte Mads og hans mor Anne Holm på Nyfødt Intensiv på Aarhus Universitetshospital.

"Personalet er meget kompetente, og jeg føler mig helt tryg. Her er både fokus på, hvordan Mads har det, og hvad jeg går igennem som mor til ham. Stemningen er rolig og nærmest hjemlig, her er intet skarpt lys eller høje lyde, og alle taler med dæmpede stemmer," fortæller Mads' mor Anne Holm.

Tidligere var der en betydelig risiko for død og svære handicap, hvis et barn blev født for tidligt, men i løbet af de seneste 20 år er behandlingsmulighederne blevet meget bedre. I dag overlever de fleste af børnene, og selv om børn født før tiden har en øget risiko for blandt andet udviklingsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder, så klarer de fleste sig på lige fod med andre børn.

"Det er utroligt givende at kunne vejlede forældre, som pludselig står ret uforberedte med det lille nye liv. Vi kan give dem konkrete råd og redskaber som for eksempel, at det for tidligt fødte barns nervesystem ikke er tilstrækkeligt udviklet til, at det kan lide at blive nusset. De vil hellere holdes fast om. Selv de meget tidligt fødte børn giver tegn, hvis de bliver overstimulerede. Det kan være, at de gaber eller trækker sig lidt ind i sig selv. Så skal de have ro," siger sygeplejerske Rikke Schultz Jørgensen, der arbejder på Nyfødt- og Børneintensivt Afsnit.

Fakta om præmature børn:

  • Godt 6 procent af alle børn i Danmark fødes før tiden (før graviditeten har varet 37 fulde uger). Det svarer til ca. 4000 børn/år eller 1-2 børn i hver skoleklasse.
  • De fleste (3.200) er født let til moderat for tidligt (i 32.-36. graviditetsuge), omkring 600 er født meget for tidligt (før uge 32), og heraf er ca. 200 børn per år født ekstremt for tidligt (før uge 28).
  • Langt de fleste for tidligt fødte børn overlever, men dødeligheden og risikoen for alvorlige handicap er stor hos de ekstremt for tidligt fødte.
  • Børn født før tiden har en øget risiko for udviklingsmæssige problemer, men langt de fleste er raske. Selv blandt de børn, der har problemer, er almindelig skolegang og et selvstændigt voksenliv det mest almindelige.

Fakta om NIDCAP:

  • NIDCAP er en forkortelse af Newborn Individualized Developmental Care and Assessment Program. Siden 2015 har det danske nationale NIDCAP-træningscenter ligget i Aarhus under Aarhus Universitetshospital og Universitet.
  • NIDCAP-principperne til børn født for tidligt benyttes på hospitaler i hele Danmark. Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter på Aarhus Universitetshospital udbyder kurserne og uddannelsen indenfor NIDCAP og FINE (Family Infant Neuro-development Education), samt efterfølgende sparring, råd og vejledning.
  • Nyfødt Intensiv på Aarhus Universitetshospital arbejder fokuseret med både den daglige brug og den løbende udvikling af NIDCAP-principperne. Afsnittet behandler for tidlig fødte og syge nyfødte med behov for højt specialiseret behandling fra hele regionen og har flere højtspecialiserede landsdelsfunktioner.
  • Læs mere om Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter på www.nidcap.auh.dk

jr