Fortsæt til indhold

Sølund er trukket i arbejdstøjet for at nedbringe sygefraværet

Kommunernes stramme økonomi kan sagtens mærkes på Sølund, siger leder Anna-Marie Kruse

Samfund
Claus Sonne

Sygefravær Hvordan skaber man, med de ressourcer, der nu engang er til rådighed, det bedste Sølund for både medarbejdere og borgere. Det er opgaven for Anne-Marie Kruse, leder af Landsbyen Sølund.

Skulle nogen synes, at opgaven lyder enkel, så tager man fejl. For ud over, at Sølund i de seneste år har skullet få tingene til at fungere med stadigt færre midler trods det samme antal borgere, så er det en plejemæssig særdeles vanskelig opgave, de cirka 850 ansatte står over for. For borgerne er, som det hedder, 'mennesker med et betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsniveau'.

"Vi taler om højt specialiserede opgaver," konstaterer Anne-Marie Kruse.

Landsbyen Sølund har problemer med et (for) højt sygefravær blandt den del af personalet, der er en del af det direkte arbejde med borgerne. Nu er der sat gang i et projekt, der skal skabe forbedring.

"Vi er i gang med at danne os et ind- og overblik over situationen - og er overalt i organisationen trukket i arbejdstøjet. Vi kigger ikke bare på tal, men hører også medarbejderne for dels at identificere alle problemer og dels finde løsninger, der fungerer og som måske kan implementeres andre steder i landsbyen," forklarer Anne-Marie Kruse og tilføjer:

"Selv om vi har fokus på at nedbringe sygefraværet, så er det problem ikke den eneste fortælling om Landsbyen Sølund. Og der er pæne forskelle i arbejdsbetingelserne mellem de enkelte boenheder, også når det gælder sygefraværet. Det handler blandt andet om kulturer og beboer- og personalesammensætning, så det er sværere at ensrette, end det måske umiddelbart lyder. Vi skal anvende mange forskellige indsatser."

Gert Landergren Due, kredsformand for Socialpædagogernes Landsforbunds afdeling i Østjylland langer ud efter de kommuner, der 'leverer' borgere til Sølund. Det er urimeligt, at kommunerne bliver ved med at spare, så der følger færre og færre penge med de borgere, der bor i Landsbyen Sølund. Det er med til at øge sygefraværet pga. et større arbejdspres, lyder kritikken.

Anne-Marie Kruse konstaterer, at man på Sølund godt kan mærke, at der ude i kommunerne kæmpes med at få budgetterne til at hænge sammen.

"Så ja, vi har fået færre midler at gøre godt med, selv om vi har det samme antal borgere. I den sammenhæng er man nødt til at indregne, at landets kommuner i højere grad anvender Sølund til borgere med støttebehov, der kræver en højt specialiseret indsats. Det kan komplicere medarbejdernes arbejdsmiljø. Så vi jagter den gode balance, hvor både borgere og medarbejdere trives," siger hun.

Skal I blive bedre til at stille krav til kommunerne i forhold til, hvad de betaler pr. borger?

"Der er tale om en opgave, vi skal løse i fællesskab med den givne kommune, og her er samarbejdet helt afgørende, også for de rammer der bliver givet for opgaven."

Aktuelt køber 35 kommuner plads til borgere i Landsbyen Sølund.