Fortsæt til indhold

Præsteklumme: Lys i den mørke tid

Samfund
sognepræst i Skødstrup Kirke, Susanne Kristensen

præsteklumme Adventstiden er en mørk tid. Allerede tidligt på eftermiddagen kommer mørket snigende, og om morgenen får det os til at tvivle på, at det er morgenens begyndelse, når vækkeuret ringer. Det minder mere om nattens forlængelse, og det er svært at komme ud af sengene.

Advent betyder komme, og det er tydeligt, at vi alle sammen venter på noget, som skal komme. Spørger vi de mørke morgenmennesker en vinterdag, vil de fleste nok svare: Lyset.

Ole Rømer brugte en gang en vending i forbindelse med lysets hastighed – han brugte ordene lysets tøven. Er det ikke det, vi mærker på denne årstid. Lysets tøven.

I en af de tekster, vi hører, i kirken her i adventstiden lyder det: I begyndelsen var ordet, og i ordet var Gud – og i det var menneskenes lys.

Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

Det er en meget stor trøst i en tid, hvor lyset tøver. I en tid, hvor vi venter på lysets komme: at mørket ikke fik bugt med det. Adventstidens tekster ville vel være uforståelige for os, hvis vi ikke kendte til at vente på lysets komme her i mørketiden – til at håbe fra det liv vi kender.

Ligesom vi i den mørke vintertid her i Norden savner lyset – og opdager at vi ikke selv er herre over det - sådan oplever vi også af og til i vores eget sinds mørke, at vi savner kærligheden og håbet – og må vente på deres komme - ligesom vi må vente på lysets komme.

Vi tænder selv lys i denne tid. Et nyt lys i adventskransen hver søndag - en festlig tradition, et symbol på det kommende. Adventstiden er tålmodighedens tid, vi må blive i tusmørket og vente på lyset, indtil dets tid er inde.

Træerne, fuglene, musene og vinterhveden overlever frosten og vinterkulden – solen vender og får mere magt. På samme måde lever vi også med mørket, i vished om, at vi er blevet lovet: at lyset kan trænge mørket tilbage. Efter adventstidens venten, at høre at vi er Guds børn, det er lyset i mørket og at vide - som vi hører det i velsignelsen - at Gud lader sit ansigt lyse over os, deri er der håb.

Glædelig advent