Præsteklumme: Når alting hælder

Præsteklumme På søndag slutter kirkeåret 2020, og i mange kirker vil vi synge 'Dybt hælder året i sin gang'. Man ser det for sig: Året, der som et menneske går så krumbøjet af tyngde og ælde, at det er ved at miste balancen og falde. Og det er præcis, hvad der denne dag sker.

Jeg tror, mange af os i år kan genkende noget af os selv i det billede. Forhåbentlig er vi ikke så tyngede, at vi er ved at miste balancen, men som corona trækker ud med alle dens begrænsninger, frygt og konsekvenser, er 2020 blevet mere og mere tyngende. Og vist kan vi glæde os over, at det gamle kirkeårs slutning samtidig åbner et nyt, der er fyldt af lys i mørket som ydre udtryk for den varme, håb, og fælles forventningsglæde, der gennem advent bærer os frem mod jul. Men også her tynger spørgsmålene om, hvordan julen nu kan blive og tør vi tro, at der kommer en normalisering i 2021 – og i hvor høj grad kan livet efter blive som før?

Det kan ingen af os vide, men modet må vi ikke miste! Det er menneskets særlige privilegium, at vi både kan leve med i, påvirke og også selv blive påvirket af hinanden, af vores omverden og af alt det, vi véd og ikke véd. Og når den evne eller ånd til tider kan tynge, skal vi huske alle de værdier og glæder, der også er i den. Som Joe Biden har sagt om at miste to af sine børn: "At finde mening i det, jeg kan gøre for andre, var min stærkeste hjælp til at komme igennem og finde mit liv igen."

I kirken på søndag kan du videre høre: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder... Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let."

Tak for det gamle år og alt godt for det nye!