Ballets politi

kirkeklumme Det er vist en saga blot med afdansningsballer. Altså de der festlige afslutninger på en dansesæson, hvor ens mor og far kunne komme og se, hvad man havde lært. Det var stort, husker jeg!

Jeg gik som barn til dans ved Rosenkilde i forsamlingshuset i Ørum. Det var pardans – både standard og latin og den toppede høne. Vi kunne det hele – eller vi gjorde i hvert fald, hvad vi kunne, godt hjulpet på vej af Rosenkildes søde kone Bente, som kunne øjne hvert et tissetrængende barn, selv når musikken spillede.

Efter 10-12 øvegange kom så det store afdansningsbal i Tjele-Hallen. Det var på med lakskoene og den plisserede nederdel. Rosenkilde var i smoking, og med fruen i hånden gik han så forrest ind på dansegulvet med alle danseholdene efter sig til fælles indmarch. Jo, der var stil over det. Og stilen skulle jo helst holde hele aftenen, så til den sidste øvegang inden afdansningsballet, spurgte Rosenkilde altid, hvem af børnene der ville være politibetjente til ballet og sørge for ro og orden mellem bordene, når de voksne skulle have smørrebrød og kaffe efter den store danseopvisning. Det var egentlig smart tænkt. For det var ofte de lidt vilde drenge, der meldte sig som pause-politi, og så var de jo ligesom beskæftigede.

Jeg kom til at tænke tilbage på ballets politi, en dag jeg var ude at handle. For jeg så én gå ind i butikken uden mundbind! Jeg blev straks forarget. Hvor var ballets politi, der ligesom skulle holde styr på retningslinjernes overholdelse? Nogen må da gøre noget. Og midt i min forargelse fik jeg så et hosteanfald, så de andre kunder i butikken så forskrækkede på mig og sikkert ligeså forargede har tænkt: Hvorfor bliver hun dog ikke hjemme, når hun hoster!? Nogen må da gøre noget.

Nogen må da gøre noget, ja! Jeg kunne have tilbudt manden uden mundbind et af de ekstra, jeg havde i tasken. Det kunne jo være, han havde glemt et eller måske slet ikke kunne bruge mundbind. Jeg kunne have mødt det andet menneske med venlighed frem for forargelse. Det gør jeg næste gang. For det med at være hinandens politi, det holder ikke i længden. Det gik an dengang til afdansningsbal, hvor man var politibetjent for en aften og alligevel ikke tog det mere alvorligt, end at man selv fik kopperne til at danse lidt på bordene, når man løb forbi.

Men vi kan ikke holde til alle disse restriktioner i så lang tid, hvis vi samtidig skal være hinandens politi.

Vi bliver nødt til at være der for hinanden på en anden måde. Og måske det er mig, der husker forkert, men er det ikke som om, julelysene er kommet op før i år, end de plejer? Eller også er lyset i mørket bare mere tiltrængt.