Fortsæt til indhold

Når landbrugsmaskiner både er hobby og arbejde

Allan Mahler og fru Mariann forlader Traktor & Høstspecialisten A/S i Grundfør til nytår

Samfund
Michael Wulff

GRUNDFØR "Vi tager en taxa hjem til bopælen i Ebeltoft den sidste dag."

En taxa?

"Ja, for vi lader selvfølgelig firmabilen stå her."

Allan Mahler, der er indehaver af Traktor & Høstspecialisten A/S i Grundfør ved Hinnerup, er ved at gøre klar til hans og fru Marianns tredje halvleg i livet. Pensionen venter lige rundt om hjørnet, for parret har afhændet de sidste aktier fra nytår til Danish Agro, som i forvejen sad på 45 procent.

"Og det føles som den rigtige beslutning. Virksomheden kommer til at fungere uforandret, alle medarbejdere bliver, men ledelsen bliver ny," fortæller Allan Mahler, da vi mødes på kontoret i den bygning på Herredsvej som han overtog tilbage i 1993, for præcis 25 år siden.

Virksomheden, som mange trafikanter passerer, på Herredsvej i Grundfør. 25 års jubilæet her i oktober blev fejret af 500 gæster, der kom forbi til receptionen.

Fri i fem år

Han kommer oprindeligt fra Esbjerg-kanten, hvor han boede de første 30 år af sit liv. Født i 1955.

"Men jeg vidste meget hurtigt, at jeg skulle have med landbrugsmaskiner at gøre. Det har også været min hobby. Det skal det være, hvis man vil drive sådan en virksomhed."

Han bliver i 1977 gift med Mariann. De får to drenge - Frank og Michael - og flytter til Hinnerup og bygger hus på Rønvangen. På det tidspunkt er Allan blevet ansat hos traktor-forhandleren Claas Danmark i Skejby.

Han kører ofte forbi den nedlagte tømmerhandel på Herredsvej i udkanten af Grundfør og får en tanke om at starte for sig selv.

"Jeg spurgte familien, om jeg kunne få fri i fem år til at bygge det op," siger han med et smil.

"De syntes, det var en god idé, for de havde aldrig fred for mig."

Allan Mahler er uddannet som landbrugsmaskinmekaniker, men har så været værkfører, sælger og forretningsfører gennem sit arbejdsliv. Foto: Michael Wulff

Fra syv til 28

Området i Grundfør var perfekt til store landbrugsmaskiner, der lige kunne trille ud på marken bagved og afprøves.

"Vi var med Mariann og jeg syv mand i starten. I dag er vi 28, så det er jo blevet en pænt stor forretning," siger Allan Mahler.

Han og virksomheden har også mærket de forskellige økonomiske kriser gennem de 25 år. Året 2008 er der ingen som glemmer, men sommeren i år har også sat sine spor: Tørken.

"Pludselig solgte vi kun 10 procent af det normale. Der var ingen landmænd, som havde behov for nyanskaffelser eller service, som vores 10 servicevogne kører rundt og yder i hele landet."

Men Allan Mahler og hans store virksomhed er kommet sikkert gennem kriserne. Handlerne foregår i stilhed, selvom der betales flere millioner for en landbrugsmaskine i dag.

En kunde fra et af de skandinaviske lande er på besøg for at se på traktorer. Foto: Michael Wulff

Altid kaffe på kanden

"Min filosofi har altid været, at den, der lever i det skjulte, lever godt. Vi skal huskes for at være ærlige, troværdige og komme med den rigtige pris."

Men når du sælger en mejetærsker til fem millioner, får I vel et glas champagne?

"Vi har ingen champagne, men altid kaffe på kanden. Vi har 80-100 store handler med nyt og brugt på et år. Så meget champagne kan jeg ikke drikke," siger vestjyden, som nu er blevet østjyde.

Europa venter forude

Når taxaen lander ved huset med udsigt over Ebeltoft Vig til nytår, bliver stikket hevet ud.

"Mariann og jeg har aftalt at leve uden telefoner i tre måneder. Kun en nødtelefon holdes åben. Og så skal en autocamper køre os rundt i Europa i andre tre måneder."

"Men jeg har ikke sagt noget om, at jeg ikke senere kunne tænke mig et konsulentjob i branchen. Det må tiden vise."