Fortsæt til indhold

Vandværk: Folk valfarter til populær juleudstilling

To medarbejdere sørger for masser af julestemning på vandvæket i Hasselager

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

jul En grå kedelig hal uden hygge og lys men blot nogle store tanke, der filtrer vandet. Sådan ser et ud på vandværket i Kolt/Hasselager i 10 af årets måneder, men fra november til januar bliver der skruet maks op for julehyggen, når vandværkets to medarbejdere, bogholder Vivi Wester og driftsleder Allan Jensen, pynter filterhallen op med julelys, -pynt og mekanisk nisselandskab.

Det hele begyndte med et juletræ med lys for fem år siden, og siden har det taget til. I dag er det så populært, at de lokale borgere går, løber eller kører forbi for at kigge på det oplyste vinduesparti. En masse børnehaver og dagplejere fra området lægger også deres vej forbi det hyggelige nisselandskab.

Den mekaniske julemand er 100 år gammel.

"For nogle år siden kom jeg i en tøjbutik i Ebeltoft, som havde noget gammelt julepynt udstillet. Jeg fik lov til at låne det, og det har jeg så gjort lige siden. Der er blandt andet et gammelt pariserhjul, en luftgynge, julemand og et tog. Vi har med årene modtaget pynt fra borgere, ligesom vi køber en lille smule hvert år," fortæller Allan Jensen.

Indslaget er produceret af Palle Hansen, TV Aarhus

Flere dages oppyntning

Vivi Wester og Allan Jensen lukkede det store vinduesparti af med en presenning tidligere på året, så de havde fred og ro til at gå og pynte op efter arbejde og i weekender. De vurderer, at de har brugt cirka to hele dage hver på at gøre årets udstilling klar, og selv om det er fritiden, der går med det, så er det det hele værd, siger de.

Luftgyngen har vandværket i Hasselager fået lov til at låne, og den er ligesom flere af de andre ting gammel.

Vi har fået breve og mails med tak, og på vores overvågningskameraer kan vi se, når børnene begejstrede står og kigger på det. De er glade, og det er så sødt. Vi får lyst til at lave udstillingen, når vi ser, hvor mange der kommer forbi," fortæller Vivi Wester med et stort smil, og Allan Jensen supplerer med et grin:

"Vi har sågar fået at vide, at det er den flotteste juleudstilling - og at Salling bare kan pakke sammen."

Sprit skal der til

På nogle knapper udenfor kan man trykke og få en 100 år gammel julemand til at vinke, ligesom toget kører rundt i nisselandskabet, men i disse corona-tider, kræver det, at de to medarbejdere på vandværket spritter knapperne af flere gange dagligt.

Hvert år kommer der nyt pynt til.

"De skal være trygge ved at se på udstillingen," fastslår Allan Jensen.

Låner gerne

Midlerne til at få flere ting i udstillingen er små, og derfor går de to gerne på lånemarkedet - især hvis det er muligt at skaffe noget af det mekaniske julepynt, som er populært at kigge på. Og her har de et særligt ønske.

To julemændsfigurer pryder udstillingen.

"Vi vil så gerne låne af folk - især det mekaniske, for det er dyrt at købe. Vi har et juleønske om at låne isbjørnene fra Bilka. Det har ikke været muligt endnu, men vi prøver igen," lyder det fra de to, der begge er vilde med jul.