Solbjerg får nye borgere – men hvor skal de dyrke idræt?
Byrådet siger ja til stor udbygning, selvom der er alvorlig mangel på fritidsfaciliteter
idrætsfaciliteter Aarhus Byråd har enstemmigt nikket ja til en ny lokalplan, der betyder, at der vil blive etableret et nyt torv, en ny dagligvarebutik og 115 nye lejeboliger omkring rundkørslen ved Solbjerg Hovedgade og Solbjerg Hedevej, hvor der i forvejen er en Rema.
Solbjerg kan dermed se frem til at få nye handlemuligheder og 3-400 nye indbyggere til området, hvor der i forvejen bor omkring 5.000 mennesker.
De nye borgere kommer dog til at kigge langt efter mulighederne for at dyrke idræt i byen, som ikke har fået nye idrætsfaciliteter siden 70’erne, hvor der boede halvt så mange mennesker i Solbjerg.
Allerede i dag må Solbjerg IF sige nej til mange, der gerne vil gå til idræt, og det bliver selvsagt ikke bedre med flere hundrede tilflyttere.
”Vi forstår godt, at der skal ske byudvikling, og at der skal penge i kassen, men tingene skal gå hånd i hånd, og vi bonner i forvejen rødt ud på det hele i forhold til kommunens mål for idrætsfaciliteter,” siger Dennis Rohde Ladegaard, næstformand i Solbjerg IF.
”Jeg vil bare gerne vide, hvad vi skal gøre af de mennesker, der gerne vil dyrke idræt. Vi kan godt se, hvem der sidder med håret i postkassen, når de nye borgere ikke kan skrive deres børn op til svømning og gymnastik. Det er ikke kommunen, de klager til,” siger næstformanden i byens idrætsforening.
Idrætsforeningen har i forbindelse med lokalplanen afgivet et høringssvar, hvor man påpeger, at Solbjerg i forvejen ligger markant over den målsætning, kommunen selv har for antal borgere per idrætshal og gymnastiksal, og som nu bliver værre.
Alvorlig udfordring
Flere af byrådspolitikerne påpegede da også ved byrådsmødet, da lokalplanforslaget blev vedtaget, at der er en problemstilling med idrætsfaciliteter i Solbjerg.
Steen Bording Andersen (S), der er næstformand i Teknisk Udvalg, hvor lokalplanen har været til behandling, og formand for Kulturudvalget, hvor sport hører under, nævnte, at man har en alvorlig udfordring med idrætsfaciliteter i området, der har en af kommunens mest aktive og hurtigst voksende idrætsforeninger.
”Vi er godt klar over, at området er underforsynet med idrætsfaciliteter, og derfor har vi afsat ekstra midler ved budgetforliget. Jeg tænker, Solbjerg er et af de områder, vi skal se på allerførst og prioritere,” siger Steen Bording Andersen i en uddybende kommentar.
Burde man ikke vente med at bygge nye boliger, til idrætsfaciliteterne er i orden?
”Vi bliver også nødt til at bygge boliger til alle de borgere, der gerne vil bo i Aarhus Kommune, og følge op med udbygning af fritidsfaciliteter” siger Steen Bording Andersen.
Ifølge et notat fra Aarhus Kommune er Solbjerg det sted i kommunen, hvor der er næstflest mennesker per gymnastik- og sportssal.