En fortælling om Fortælletæppet, som tog fire år at lave

Sydamer Når du står foran Fortælletæppet i sognegården i Søften, så kan det måske virke lidt uvirkeligt, at det har taget mere end fire år at få tæppet færdigt. Men når du kommer helt tæt på, og ser detaljerne i tæppet, og de mange forskellige historier fra biblen, så forstår du bedre, hvorfor Fortælletæppet ikke blev lavet fra den ene dag til den anden.

Ideen til Fortælletæppet kom oprindeligt fra Karen Damsgaard-Bruhn, der er kirke- og kulturmedarbejder i Søften og Foldby sogne. Hun ville gerne have fremstillet et tæppe, hvor historierne fra biblen var beskrevet ud fra billeder, og som kunne bruges til fortællinger om biblen i sognene.

"Jeg fik ideen til Fortælletæppet fra Egå kirke, hvor jeg har set, at de har et tæppe, som bliver brugt til børnegudstjenesterne. Her i vores kirker, der havde jeg tænkt, at tæppet skulle bruges til, blandt andet, babysalmesang, så de små børn kunne kravle rundt på tæppet. Den idé kom jeg dog hurtigt fra igen, da jeg præsenterede ideen for vores sydamer, som skulle hjælpe med at lave tæppet, for vi fandt ud af, at tæppet nok ikke kunne holde til at blive brugt af børnene," forklarer Karen.

Sydamerne manglede et projekt

Lisa Jacobsen er en af den fem sydamer, som hjælper med at sy ganske frivilligt i Søften og Foldby sogne, og da Karen kom med ideen til Fortælletæppet, da var de alle klar på en ny opgave.

"Vi havde lige afsluttet vores seneste projekt, og vi havde været ved Karen og spørge, om hun ikke snart havde en ny opgave til os. Hun fortalte om hendes idé om Fortælletæppet, og hvordan hun gerne ville have det til at være. Det endelige resultat er noget anderledes, end hvad vi begyndte med, men sådan er det ofte med langvarige projekter, de bliver ændret undervejs. I dette tilfælde heldigvis til det gode," siger Lisa.

For Karen har det også været spændende at følge projektet over de fire år. Hun har ikke selv været involveret i selve processen med at sy, men hun har hele tiden fulgt projektet. Samtidigt har hun skullet komme med materialerne til tæppet og forslag til de billeder, som skulle være på det færdige tæppe.

"Jeg har lavet alle tegningerne, som damerne så har syet de mange historier på tæppet ud fra. Oprindeligt skulle det have været de 10 mest kendte historier fra biblen, men det har udviklet sig til at Fortælletæppet viser hele den røde tråd gennem biblens fortællinger," siger Karen, mens hun står og kigger på Fortælletæppet, der nu er monteret på væggen i sognegården.

"Fordi der har været ændringer undervejs, og at projektet er blevet udvidet, så tager det lang tid. Alt arbejdet omkring tæppet har været frivilligt, og selvom vores sydamer er effektive, så tager det lang tid at producere de mange stofbilleder, som så efterfølgende skulle sys på tæppet, og tilsidst quiltes sammen," siger Karen.

Tæppet på væggen

Det er Jacob Væggemose og Kaj Langgaard, der har stået for at montere Fortælletæppet på en træramme, og fået det op på væggen. Konstruktionen er dog noget anderledes end normalt, da tæppet skal kunne dreje rundt på væggen, så alle historierne på tæppet kan fremvises lidt efter lidt.

"Vi skylder også en stor tak til Kaj og Jacob, for nu har vi fået tæppet op på væggen, og kan formidle biblens historier derfra. Det gør det meget nemmere i undervisningen her i sognegården. Det er dog ikke kun Kaj, Jacob og sydamerne, som vi skal sige tak til. Lisa Jacobsen havde en kontakt til en dame på Djursland som gør meget i at quilte, og det har været nødvendigt, for at tæppet kunne hænge sammen," siger Karen.

Artiklen fortsætter under billedet

Vi går helt tæt på tæppet, og kan se rigtigt mange syninger, der sirligt er lavet i tæppet, dog uden på noget tidspunkt at ramme ind i billederne. Det har været et stort arbejde, og derfor skubber vi nu fortællingen videre til Djursland, hvor Brenda Sanders har til huse med sit syværksted. Brenda Sanders er skotte, men har bosat sig på Djursland, hvor hun har plads til sit syværksted og virksomhed, hvor hun quilter (sammensyning af to stykker stof med vat imellem i dekorative mønstre, red.) for private og virksomheder i hele Danmark.

"Lisa besøgte mig her, med et af hendes egne tæpper, og så så hun, at jeg havde et tæppe hængende, der lignede det Fortælletæppe, som der blev arbejdet på i Søften. Da hun fortalte om projektet, så tilbød jeg at sy Fortælletæppet sammen for dem, når de var færdige,” siger Brenda, mens hun viser rundt i sit syværksted.

På langbordet midt i rummet står noget, der for udenforstående ligner en meget stor symaskine, og det viser sig også, at det er korrekt, forklarer Brenda.

"Jeg kan se på dig, at min maskine er lidt større, end hvad du ellers har set. Jeg har meget brug for den, da det ikke er muligt at lave alle de syninger i hånden. Specielt ikke på det Fortælletæppe, som jeg har quiltet sammen for jer i Søften og Foldby sogne, det ville have taget for lang tid," siger hun med et smil.

Maskinen er i gang, så Brenda må tale lidt højere, for at jeg får det hele med.

"Jeg har været glad for opgaven, og jeg sagde ja til at gøre det gratis, da jeg fik at vide, hvad tæppet skulle bruges til. Det som kirken gør her, det er vigtigt, og jeg vil gerne støtte op om frivilligt arbejdet i lokalsamfundene. Jeg er meget imponeret over sydamernes arbejde, og de ideer som Karen har fået til fortællingen. At jeg så kunne quilte det hele sammen, det er mit lille bidrag," forklarer Brenda Sanders med et smil.

Artiklen fortsætter under billedet

Receptionen 29. november

Tilbage i sognegården i Søften forklarer Karen om tilblivelsen af Fortælletæppet til de fremmødte fra menigheden. Sydamerne bliver kaldt op til tæppet for at modtage en lille gave for deres store arbejde, mens deltagerne giver dem en stor klapsalve.

En efter en går deltagerne i receptionen op og beundrer tæppet, og det tager noget tid, da der stadig skal holdes afstand i disse coronatider, men alle er enige om det flotte arbejde, og der er en forståelse for, at ting tager tid.

Jane Vig Fanø, som holdt gudstjenesten inden receptionen fangede det meget godt i hendes prædiken i Søften kirke.

"Det kan virke, som om det har taget lang tid at sy fortælletæppet. Men i virkeligheden har det taget lige præcis den tid, som det skulle tage. For der findes altså ting, som man ikke kan forhaste. Tid som man ikke kan skrue på – heller ikke selv om man er utålmodig og forventningsfuld efter at se det endelige produkt. Man siger, at gode ting er værd at vente på, og det tror jeg er rigtigt".

Receptionen er ved at være slut, og menigheden forlader også alle sognegården med en lille gave, et hæfte med fortællingen om Fortælletæppet, og små postkort til at gemme og huske på fortællingerne i biblen.

"Kristendommen er det vi forkynder i kirken, og det hjælper vores nye Fortælletæppe med. Så håber vi bare at vi begynder at få besøg fra andre sogne i Danmark, der vil komme forbi og beundre det store arbejde, som frivillige kræfter har lagt mange timer i," forklarer Karen, inden dagens arrangement er helt slut i sognegården i Søften.