Bare at holde jul med nogen
præsteklumme Jeg hører ikke til dem, der får juleaften ødelagt, hvis alt ikke er præcis, som det plejer at være. Jeg holder af traditioner, men om der bliver ændret lidt hist og pist, rører mig ikke det helt store. Jeg er ”juleomstillingsparat”, hvis bare jeg må fejre juleaften med nogen.
Det plejer at være et beskedent juleønske – at fejre juleaften med nogen. Men netop i år har de fleste af os fornemmelsen af, at det ønske så let som ingenting kan blive vanskeligt – eller endda helt umuligt – at opfylde.
Det, der skulle være det mest naturlige i verden, er blevet en luksus. Måske har det altid været sådan, altså en luksus at have nogen at fejre jul med. Men de færreste af os har formentlig dvælet ret længe ved den erkendelse.
I år kan ingen af os kan være sikre på, at vi kan være sammen med nogen juleaften. Forventningsglæden har trange kår, for mange af os har oplevet at få forventninger skuffet i år. Så hvorfor overhovedet sætte næsen op efter noget, der måske ikke bliver? Jo, det er let at tabe modet for øjeblikket. Beslutte sig for, at glæden må vente, indtil vi er på den anden side og tilbage til mere normale forhold igen.
Men lige ind i denne virkelighed lyder julens fortælling til os. Fortællingen om, at Gud lod glæden fødes i kød og i blod. Gud lod ikke glæden vente, indtil verden vendte mere rigtigt. Nej, Gud lod heldigvis glæden føde ind i den verden, som nogle gange vender helt forkert.
Og der er i sandhed noget forunderligt over barnet i krybben. I de fleste versioner af scenen i stalden kan man se, at ansigterne lyser på dem, der kigger ned på barnet. Lyset kommer ikke udefra eller fra en lampe i rummet. Nej, lyset kommer fra barnet i krybben og lyser alle de tilstedeværende op.
De skinner.
De har kun øje for barnet.
Ingen af dem siger noget.
Kun englene taler den aften.
Alle andre tier.
Er til stede.
Lader sig fylde med den glæde, der blev født ind i verden på trods.
Jeg tænker nogle gange på, hvordan det var at stå der i stalden, draget af barnet, opfyldt af glæden. Kaldt sammen mellem dyr og halm. I kulde, som ingen mærker, fordi barnet – glæden i kød og blod – får al opmærksomheden.
Stalden julenat er på den ene side 2000 år væk – og samtidig er den nær og nu.
Og i julen må vi kigge ned i krybben og lade glæden skinne på os, uanset hvordan verden vender. Lade glæden oplyse vores liv. Give varme. Tro og håb. Vi må se på det barn, der ikke kun var en glæde for Josef og Maria eller dem, de lige kendte. Nej, det barn, der skulle være en glæde for hele folket, for hele verden – dengang og lige nu. En glæde for os. Glæden i kød og blod, sendt til verden med kærligheden som afsender.
Alt blev ikke godt, som ved et trylleslag, da barnet blev født i stalden julenat. Verden vender stadig forkert indimellem. Barnet i krybben gik heller ikke et ubekymret liv i møde tværtimod. Først måtte familien flygte fra Kong Herodes’ børnedrab, og vi kender Påskens beretning fra korset på Golgata.
Så det at lade glædens lys skinne på os giver os ikke udsigt til problemfrie liv, skærmet fra alt ondt. Men i glædens lys gives der håb, mod og kræfter til at leve, kæmpe og elske i en verden, der langt fra er perfekt, men som nu engang er den verden, vi er fælles om.
Vi kigger ned i krybben. Måske ser vi noget forskelligt, fordi vores liv er forskellige. Vores bekymringer er forskellige. Men glæden er kommet til hver eneste af os. Barnet i krybben kom til hele verden dengang. Ja, barnet i krybben kommer til hver eneste af os hver dag – lige ind i det liv, der er vores.
Og til barnet i krybben har vi lov at komme med alt, hvad vi bærer på – alt det, der blev, som vi håbede, og alt det, vi mistede. Vi må stille os ved krybben; se det lille barn og lade glædens lys skinne på os. Varmt og mildt – stædigt og stærkt.
Det lys må vi bære med os ind i hver eneste nye dag, vi får. De dage, der må tilbringes alene, og de dage, hvor vi må opleve den livgivende luksus at være sammen med nogen.
Rigtig glædelig jul!