Juleevangeliet - og en tømrerlærling fra Hadsten…
Hermed denne uges præsteklumme skrevet af provst Anders Bonde
Kirkeklumme Jeg husker en juleafslutning på håndværkerskolen i Hadsten - med kjole, juleevangelium og det hele. Du står der og kigger ind i øjnene på en tømrelærling af nutidens unge, mens du læser juleevangeliet. Læser det lige ind i hjertet på en arbejdskammerat til tømrelærlingen Josef fra Nazareth. Og tømrelærlingen fra håndværkerskolen i Hadsten får lys i øjnene, når han spejler sit unge liv i en 2000 år gammel fortælling om en tømrelærling og hans kæreste, Maria.
En utrolig englehistorie, hvor tømrelærlingens kæreste var blevet med barn med selveste Gud i himlen som far. Men Josef bliver hos hende. Kærligheden mellem dem bandt og bar. En mægtig historie om, at en tømrerlærling tog ansvar, fordi juleevangeliet lærer os, at kærligheden er det største!
Og tømrerlærlingen fra Hadsten ryster ikke på hovedet af det utrolige i historien, men nikker med øjne, der har fået liv af følelsen af at have hørt noget stort! Om kærlighed og ansvar. Og om at gøre arbejdet færdigt…! Det forstår nemlig en tømrerlærling fra håndværkerskolen – og tager juleevangeliet til sig.
Og så tager vi et spring til den anden ende af livet! En håndfuld 'Lucia-piger' på vej ned til en meget gammel mand. Han havde haft for vane at være i kirke til advent for at se Lucia-optoget. Men nu havde alder og skrøbelighed taget også den glæde. Han lå i sin stue og levede på lånt tid. Men Lucia skulle han nu have. Og så sendte pastoren pigerne af sted med besked om at gå Lucia stuen rundt og så ellers slutte med et Fadervor til sidst!
Intetanende oplever den gamle mand pludselig stuedøren gå op. Der blev lys i en stue! Af et Luciaoptog med sang og juleevangeliet samt et Fadervor til sidst. Og sådan er der noget, juleevangeliet og et Fadervor kan, som intet andet kan! Vorherre selv kom et menneske nær! Og jeg behøver ikke nævne, hvor godt det gjorde for en meget gammel mand!
Tømrerlærlingen i Hadsten og den gamle i stuen sad ikke på kirkebænken, men juleevangeliet kom til dem – og det gjorde sin virkning. Det rørte dem. Gav dem en stemning. Fyldte sindet af noget stort. En kærlighed og et ansvar, en omsorg, – og Jesusbarnet gik dem til hjerte.
I denne jul er der en nødvendig adgangsbegrænsning til kirkerummet. Det er egentlig ikke nyt. 'Der er ikke plads til dem i Herberget'. - Det måtte allerede Maria og Josef sande, men så fandt de et andet sted, hvor julens glæde kan forkyndes. Adgangsbegrænsningen gælder nemlig aldrig Jesus - uanset rum og sted. Han kommer - og finder vej til os, der, hvor vi er. På plejehjemmet. På sygehuset. I vore hjem. Ja, - og på håndværkerskolen.
Lige nu finder juleevangeliet nye veje, og sidder der én i sin stue og gerne vil have juleevangeliet og et Fadervor, så kommer vi gerne…!