Præsteklumme: En ny begyndelse
præsteklumme Et nyt år er begyndt. Men hvad vil det sige at begynde på noget nyt? Nogle af vores nytårstraditioner kan godt kalde på den tanke, at vi kan vaske tavlen helt ren og begynde forfra.
Vi skyder det gamle år af, og i ren overmod kan vi finde på at hoppe ind i det nye. Nogle af os har måske også kendt til år, hvor vi har drukket os fra sans og samling, så vi kunne glemme alt det, der ikke blev, som vi havde håbet på. I år vil mange af os gerne have skudt det her gamle coronaår godt og grundigt af, så vi kan begynde på en frisk.
Men nytårsmorgen er vi vågnet op til den samme gamle verden, som indtil videre er fyldt med begrænsninger, afstand og håndsprit. Vi vågner også med det samme gamle jeg. Selv om vi gerne ville, så kan vi aldrig begynde forfra. Vi kan aldrig indhente vores egen begyndelse.
Et navn har stor betydning for vores identitet. Et navn fortæller, at vi ikke er vores egen begyndelse. Vi har fået navnet skænket som en del af en historie, en slægt og en familie. Navnet vidner om, at vi allerede er sat i sammenhæng. Vi er aldrig bare et ubeskrevet blad.
Faktisk er der en stor befrielse i ikke at skulle være sin egen begyndelse. Julenat blev Gud menneske for at befri os for den anstrengelse at være vores egen begyndelse. Julegaven er, at selv om vi ikke kan begynde forfra, så kan vores liv alligevel fornyes. Fornyelsen er, at vi ikke er vores eget livs ophav. Vi er sat i relation til Gud og andre mennesker. Meningen er altså ikke, at vi nu for alvor skal tage skeen i egen hånd – det nye er, at livet åbner sig, når vi tager i mod det, vi får. Vi er, hvad vi får. Det åbner fremtiden, så vi kan gå ind i det nye år med håb og forventning til det nye, der kommer os i møde.
Forfatteren Erland Loe skriver smukt om en ung kvinde Julie, som kæmper med tabet af hele sin familie i en tragisk flyulykke. I flere år ønsker hun kun at dø sammen med dem. Ingen nye begyndelser har vist sig. Men den 31. december skriver hun på den sidste side i sin dagbog:
"Jeg har fået en pige. Hun hedder Astrid. Ligesom mor. Hun ved ikke noget om, at vi var lige ved ikke at klare den. Det eneste hun ved er, at jeg elsker hende. Men det ved hun også. Jeg kan se, at hun allerede har forstået det. Og jeg skal nok sørge for, at hun aldrig glemmer det."
Vi kender ikke fortsættelsen ind i det nye år, men vi er vidne til, at Julies liv bliver fornyet. Hun kan ikke begynde forfra. Men på årets sidste dag, tager hun imod det liv, der kommer hende i møde. En ny begyndelse på baggrund af alt det, der allerede er sket. En livshistorie. Et navn. Datteren bærer sin mormors navn. Et nyt liv er begyndt. Glædeligt befriet for at være sin egen begyndelse.
Godt nytår.