Fortsæt til indhold

Lokale får penge og støtte fra rådmand til idrætscenter i Åbyhøj

"Børn og Unge vil meget gerne være en del af det videre arbejde," siger rådmand Thomas Medom (SF)

Samfund
Arkiv

I Åbyhøj drømmer man om et stort, nyt idrætscenter ved Gammelgårdsskolen.

En lokal projektgruppe har en vision om at skabe et idrætscenter til multibrug, der kan styrke fællesskaber og integration for børn og voksne i lokalområdet.

Den vision får nu støtte fra rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), som har besluttet, at forvaltningen bidrager til det videre arbejde med 1,5 millioner kroner, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Udover at styrke muligheden for lokale fællesskaber opfylder idrætscenteret også behovet for flere idrætsfaciliteter i nærområdet til brug i både skoletiden og fritidslivet.

"Projektgruppen har lavet et virkeligt godt stykke arbejde, der flugter med de tanker, vi har i Børn og Unge om at samtænke skolerne, lokalområdet og foreningernes behov for gode faciliteter. Udover at give børn og unge nemmere adgang til aktiviteter i dagligdagen, vil idrætscenteret også fungere som et lokalt centrum for møder på tværs og nye fællesskaber for børn og voksne i Hasle og Åbyhøj. Idrætscenteret kan på den måde være med til styrke dynamikken i området og øge kendskabet på tværs af postnumre," siger Thomas Medom.

Projektgruppen bag Åbyhøj Idrætscenter er glade for pengene.

"Vi er rigtigt glade for, at Børn og Unge deler vores vision. Med midlerne er vi et skridt nærmere realisering, og vi håber, at støtten fra Børn og Unge øger vores chancer for yderligere midler via en ansøgning til puljen for idrætsfaciliteter under Sport og Fritid. Et nyt idrætscenter vil være med til at skabe sammenhæng i børn og unges hverdag og styrke sammenhængskraften i lokalområdet," siger Karen Kjær Larsen, som er medlem af den frivillige projektgruppe.

Åbyhøj Idrætscenter er endnu ikke fuldt finansieret, og planerne skal til godkendelse i byrådet, inden en egentlig etablering kan begynde.

"Børn og Unge vil meget gerne være en del af det videre arbejde og bidrage med vores faglige perspektiver og erfaringer, så vi får skabt de bedst mulige rammer for både skolen, lokalområdet og foreningerne. Jeg glæder mig meget til at følge områdets udvikling," siger Thomas Medom.

ddp