Fortsæt til indhold

Sådan! Lokalt håndværkerfirma vinder fornem pris

Entreprenør Kim Falch fra Ry er af kunder via søgeportalen Håndværker.dk kåret som den bedste anlægsgartner i Region Midtjylland

Samfund
Arkiv

Pris Brugerne på søgeportalen Håndværker.dk har vurderet og anbefalet de lokale håndværkere, som de har haft hyret til en opgave. Det har dannet grundlag for konkurrencen Håndværker.dk Prisen 2020, hvor der er fundet 90 vindere fordelt på 6 regioner i udvalgte brancher.

Blandt vinderne er entreprenør Kim Falch fra Ry, som nu kan prale af titlen som Region Midtjyllands bedst anbefalede anlægsgartner. Han er naturligvis glad for prisen og udtaler:

"Som enkeltmandsvirksomhed betyder det meget, at man kan vise kunderne, at de opgaver man har haft, små som store, bliver løst med tilfredshed fra både mig og kunderne."

God til at lytte

Kim Falch har også et bud på, hvorfor kunderne er så glade for hans arbejde, at de anbefaler ham:

"Det som jeg ofte hører fra mine kunder er, at jeg yder en god service. At jeg lytter godt til kunden og går langt for at løse lige netop den opgave, der skal løses og overholder alle aftaler. Jeg er til rådighed for mine kunder både pr. mail, sms og Messenger hele dagen - både før, efter og under deres projekt. Det giver en tryghed for kunden, at de ved, at de hurtigt kan få svar på deres spørgsmål."

Over 3100 anbefalinger er i alt blevet indsamlet undervejs i konkurrencen. Det vækker glæde hos Håndværker.dk, at de gode og servicebevidste håndværkere modtager ros:

"Der er tikket mange anbefalinger ind. Det siger noget om, at håndværkerne finder det vigtigt at kunne fremvise anbefalinger fra deres kunder, og så siger det også noget om, at håndværkerne udfører godt håndværk, som kunderne bliver glade for," siger Thorsten Olsen, marketingdirektør hos Håndværker.dk.

Kan vinde ny varevogn

Hovedpræmien blandt vinderne er en spritny Toyota Proace City-varevogn, som uddeles ved lodtrækning, der skulle foregå i forbindelse med fysiske Håndværker.dk Prisen-fester rundt om i landet, men pga. Corona-restriktionerne er festerne udskudt til det nye år. Kim Falch må derfor vente i spænding noget tid endnu.

gs