Fortsæt til indhold

Gademæglere er en kæmpe gevinst i konfliktfyldt område i Aarhus V

Herredsvang har fået otte nye, unge konfliktløsere

Samfund
Arkiv

Alle mennesker kommer til at opleve konflikter i livet - derhjemme, i skolen, blandt venner eller på arbejde. Og så er det godt at kende til teknikker i konflikthåndtering, mener Abubakar på 26.

Han er frivillig rollemodel og mentor i Kulturhus Herredsvang i Aarhus. Sammen med syv andre unge brugere af kulturhuset har han i to år fulgt et forløb i Gademægling hos Ungdommens Røde Kors og kan nu kalde sig ungeinstruktør i konflikthåndtering og lære fra sig til andre unge i lokalområdet.

"Jeg kommer til at bruge Gademægling i min hverdag og i mit frivillige arbejde," siger Abubakar i en pressemeddelelse fra Ungdommens Røde Kors.

"Jeg har altid været god til at snakke med mennesker, og til Gademægling fik jeg sat ord på de ting, man gør, når man mægler i en konflikt."

Kæmpe gevinst for Herredsvang

Gademægling er et forløb, hvor frivillige fra Ungdommens Røde Kors underviser unge i værktøjer og teknikker til at håndtere egne og andres konflikter. Det har et kriminalpræventivt sigte, og det har været en kæmpe gevinst for kulturhuset og lokalområdets unge, fortæller Miguel Mikkelsen. Han er boligsocial børne- og ungemedarbejder i Kulturhus Herredsvang.

"Det er et fedt tilbud til vores unge, og konflikthåndtering er meget brugbart for dem. Vi oplever, at konflikter fylder meget i de unges liv her i området," siger Miguel Mikkelsen.

Han fortæller, hvordan en kultur med kriminalitet tidligere har fyldt meget hos lokalområdets unge, men at kriminaliteten de seneste år er blevet skubbet mere i baggrunden. Blandt andet sideløbende med, at Gademægling blev skrevet ind i den boligsociale helhedsplan for området.

"Gademægling har bidraget fantastisk til at skabe en mere positiv mentalitet og flere fællesskaber for de unge. Den ung til ung-tilgang, som Ungdommens Røde Kors står for, fanger de unge og motiverer dem, og vi kan se, det fungerer," siger Miguel Mikkelsen.

"Kurset er også med til at klæde de unge på i forhold til at søge job og komme ind på en uddannelse," tilføjer han.

100 procent bedre rustet

I løbet af de seneste seks år har 70-80 unge med tilknytning til Kulturhus Herredsvang deltaget i Gademægling. Men det er første gang, at et hold gennemfører det højeste niveau og altså selv er blevet ungeinstruktører. En anden af dem er Maha på 26, som vil anbefale Gademægling til andre unge.

"Det har været fedt, inspirerende, sjovt og lærerigt. Jeg føler mig 100 procent bedre rustet, hvis jeg skulle ende i en konflikt. Jeg har lært meget om mig selv og at få fuld kontrol over mig selv og situationen, hvis jeg skulle ende i en presset situation," siger Maha.

Ungdommens Røde Kors har frivillige gademæglere i Aarhus og København, som kan lave forløb for ungegrupper. Det er muligt at læse mere og booke et forløb på organisationens hjemmeside. Gademægling er støttet af Velux Fonden.

jr