Fælles kickoff for samarbejde om fremtidens Tilst Skole
Onsdag er der møde med fokus på udviklingen af Tilst Skole som et attraktivt skole- og fritidstilbud og som samlingssted for lokale aktiviteter og fællesskaber
Nu skydes en visionsproces og et lokalt samarbejde i gang om at udvikle Tilst Skole som samlingspunkt for bydelen.
Alle borgere i Tilst - forældre, aktive i foreninger og lokale med idéer til lokale arrangementer eller interesse for den lokale udvikling - inviteres til et kickoff-møde om projektet, hvor der med fælles inspiration skal være plads til spørgsmål og gode idéer.
Byrådet har afsat midler - 62 millioner kroner - til at løfte skolens bygninger og udearealer, og kickoff-mødet er en mulighed for at komme helt ind i værkstedet.
Ved kickoff kan deltagerne høre skoleleder på Tilst Skole, Lone Jørgensen, og Fritids- og Ungdomsskoleleder i UngiAarhus Vest, Rasmus Brandt Lauridsen, fortælle om udviklingsprojektet, projektets rammer og samarbejdet med lokale borgere og aktive i Tilst og Langkær.
Byplanlægger Rasmus Cassøe fra Grandville supplerer med et oplæg om en byudvikling, hvor skole og fritidstilbud er i centrum, mens Kasper Kjeldgaard Stoltz fra NERD Architects fortæller om demokrati i skole og fritid, og om hvad pædagogik og dannelse betyder i samfundet.
Undervejs er alle velkomne til at skrive overvejelser, spørgsmål og ideer ind i chatten.
Kickoff-mødet begynder onsdag 24. marts klokken 16.30-18, og alle kan deltage online på Teams via dette link