Gravidsamtaler om forventninger og bekymringer
'Gravidsamtaler' er et nyt tiltag, hvor gravide over fem gange mødes og taler om forskellige emner, der berører graviditet og forældreskab.
Med et nyt tiltag inviterer kirken til gravidsamtaler. Hen over foråret mødes præsten i Søften og Foldby Sogne med et hold gravide for at snakke om de tanker, følelser og bekymringer, der kan følge med en graviditet.
Med graviditeten følger mange tanker.
»Fra det øjeblik man bliver gravid starter et liv med bekymring. Det er naturligt og en del af forældreskabet. Men derfor kan vi jo godt hjælpe med at italesætte bekymringerne og give dem plads,« fortæller sognepræst Iben Albeck om kirkens nye tiltag ”Gravidsamtaler”.
Iben Albeck starter dette forår et hold med gravide, hvor de over fem gange mødes og snakker ud fra forskellige emner, der berører graviditet og forældreskab.
Fortroligt rum
Flere kvinder oplever, at der med graviditeten følger mange tanker og følelser. De spekulerer over hvordan de kan skabe et godt familieliv, hvordan deres egen barndom var og hvordan graviditeten og fødslen vil forløbe. Med gravidsamtaler vil præsten hjælpe med at italesætte disse forventninger, drømme og frygt. Iben Albeck uddyber;
I langt de fleste tilfælde er det jo glædeligt at blive gravid, men der følger mange tanker, som kan være svære at sætte ord på eller som forekommer forbudte at sige højt.Iben Albeck, sognepræst
»I langt de fleste tilfælde er det jo glædeligt at blive gravid, men der følger mange tanker, som kan være svære at sætte ord på eller som forekommer forbudte at sige højt. Der kan gravidsamtalerne være med til at skabe et fortroligt rum til disse tanker.«
Med gravidsamtalerne vil kirken skabe et ikke-fordømmende rum, hvor de gravide møder omsorg og tryghed. Ved at give plads til ærlige samtaler imellem gravide og præst, kan de gravide kan sætte dem selv og deres tanker i centrum, samt lære af hinandens overvejelser. Det hjælper de gravide til at være positivt indstillet over for dem selv og have mod på at blive forælder.
Lystænding
Selve samtalerne kommer til at foregå i Hinnerup Sognegård, hvor sognepræst Iben Albeck mødes med de gravide. Hver gang begynder de med bøn og lystænding for børnene, der endnu ligger trygt inde i maverne. Med dette vil Iben Albeck skabe den rette stemning for refleksion og fortrolighed. Der vil også være afspændingsøvelser for de gravide, hvor de fokuserer på vejrtrækningen samt på båndet mellem mor og barn. Dernæst snakker de ud fra dagens emne.
Over fem gange holdes samtalerne ud hver sit emne: Graviditet, Det ufødte barn, Dig som mor, Familiedannelse og det lille barn samt Fødsel. Samtalerne vil blive afholdt fra slut januar til maj. Efter fødslen vil der også blive tilbudt en samtale.
Gravidsamtaler udbydes i et samarbejde mellem Søften og Foldby Sogne og Kirken i Hinnerup. Man kan kontakte sognepræst Iben Albeck for yderlig information og for tilmelding ved at skrive til ia@kirkenihinnerup.net, fremgår det af en pressemeddelelse.