Arvesmerte

"Skilsmissen var mit værste mareridt" – lød overskriften på en af de artikler, jeg kom over på de sociale medier for et par uger siden. Jeg har tænkt meget på den siden, mest på grund af den kommentar, som stod lige under:

"Hvis en skilsmisse er hendes værste mareridt, så kan hun ikke have oplevet ret meget."

Jeg blev utrolig nysgerrig på, hvor sådan en hånlig og unødvendig kommentar kunne komme fra…

Smerten, tabet, sorgen og mørket går ingens dør forbi.

Når vi oplever smerte, vil vi altid forsøge at beskytte os mod den, blive klogere, bedre til at skille fårene fra bukkene og spotte ulvene i fåreklæder. Vi vil tage rustning på, når vi bevæger os ud i det, vi opfatter som farligt farvand.

Men nogle gange tipper det over - så rustningen bliver permanent forhærdelse og udstyret med bazookaer, alle farvande bliver tydet som farlige, og alle får ses som potentielle ulve eller uundgåelige og ubetydelige ofre i kampen.

Vi begynder at smide uhæmmet omkring os med hånlige ord, handlinger som skader andre og nedladende eller truende kommentarer på sociale medier - på bedste "skyd først, stil spørgsmål senere" manér. Ligegyldigheden og kulden kan føles befriende, naturlig, retfærdig, så retfærdig at vi bliver blinde for, at vores smerte bliver til ny smerte hos andre. Så andre arver vores sår - og smerten fordobles eller mangedobles i verden.

Man kan måske sige, at der er fare for, at bitterheden bliver vores livstolkning – vores måde at se os selv, andre og verden på. Vi begynder måske at opfatte verden som nådesløs – og handler derfor selv uden nåde.

Når det sker, både i det store og i det små, må vi holde os selv fast på en anden mulighed - den livstydning som er bevidst om, hvor megen magt til at rive ned eller bygge op hvert enkelt menneske og hvert enkelt ord har. Den livstydning som siger:

Verden er nådesløs, så jeg vil være mig selv og andre nådig.

Gennem mit liv skal smerten i verden formindskes, og glæden vokse.

Det skal være min arv.